De milde forårsvinde er gået uden om ejerne af ejerlejlighed. Ikke mindst i København, hvor priserne er billedlig talt er ramt af minusgrader.

Fra februar til marts faldt de sæsonkorrigerede priser på ejerlejligheder i hovedstaden med 1,5 procent og i årets første kvartal lyder det samlede fald på 2,3 procent, viser tal fra boligsiden. Det svarer til, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter er blevet knap 100.000 kroner mindre værd på tre måneder – og nedturen er ikke slut endnu, vurderer realkreditkæmpen Nykredit.

De næste tre måneder – april, maj og juni – vil de københavnske ejerlejlighedsejere skulle æde et endnu større prisfald.

Ved udgangen af andet kvartal vil priserne ifølge Nykredit nemlig være faldet med i alt fem procent i år svarende til et samlet prisfald på over 200.00 kroner siden årsskiftet på en gennemsnitlig københavnerlejlighed på 80 kvadratmeter.

Holder prognosen stik, giver det køberne gode muligheder for at sætte tommelskruerne på sælgerne – og stramme til.

»Det er helt fair, at man i det her marked presser sælgerne alt det, man kan,« siger boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen.

Prisnedslagene er da også stigende i årets første måneder sammenlignet med anden halvdel af 2023, viser den seneste opgørelse fra Boligsiden.

I anden halvdel af 2023 lå prisnedslagene på 1.100-1.300 kroner pr. kvadratmeter i fem ud seks måneder, mens prisnedslagene i januar, februar og marts i år har ligget på 1400-1700 kroner pr. kvadratmeter.

Køberne har presset sælgerne til lidt højere prisnedslag i årets første tre måneder.
Køberne har presset sælgerne til lidt højere prisnedslag i årets første tre måneder. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Der er altså ikke tale om, at køberne har formået at presse sælgerne voldsomt endnu, og det skyldes sandsynligvis, at udbuddet af lejligheder i hovedstaden fortsat er lavt, påpeger Mira Lie Nielsen.

Ikke mindst fordi køberne i anden halvdel af 2023 støvsugede København for lejligheder for at sikre sig den skatterabat, som forsvandt med boligskattereformen, der trådte i kraft ved årsskiftet 2023/2024.

Selvfølgelig er det ærgerligt som sælger at se frem mod et prisfald på fem procent, men sælgerne skal minde sig selv om, at de i anden halvdel af 2023 oplevede en prisstigning på næsten ti procent, lyder det fra Mira Lie Nielsen.

Samtidig vurderer hun, at prisfaldene stopper inden for overskuelig fremtid.

»Vores bedste bud er, at priserne rammer bunden til sommer, og så kommer der stille og roligt en lille prisstigning resten af året på cirka et procentpoint, så det samlede prisfald på ejerlejligheder i København vil lande på omkring fire procent i år.«

Omvendt forventer Nykredit ligesom Nationalbanken, at huspriserne på landsplan vil stige med ganske pæne 3,6 procent i år.

Det er boligskattereformen, der er hovedforklaringen på, hvorfor priserne på huse vil stige, men falde på ejerlejligheder i år.

Med boligskattereformen sker der nemlig en omfordeling af boligskatterne, så huse under et beskattes lavere og ejerlejligheder højere.

Det betyder alt andet lige, at det bliver dyrere at sidde i en lejlighed, og derfor kan og vil potentielle købere ikke betale lige så meget for den.

Billedet er det omvendte for huse.

I det seneste afsnit af B.T.-podcasten 'Spar Kassen' er panelet på jagt efter pengemaskiner. I et konkret eksempel bliver 50.000 kromer til 80.000 kroner på ganske overskuelig vis.