Terroralarmen blinker rødt i Europa – og det skaber store bekymringer inden sommerens gigantiske sportsbegivenheder.

Også hos de største sportsstjerner, som forventer kaotiske tilstande under OL i Paris.

»Det bliver kaos,« konstaterer den svenske stangspringerstjerne Armand Duplantis til Expressen.

Han frygter, at forholdene i Paris – som selv uden et OL er en hektisk by – vil betyde, at der 'vil være mennesker overalt.'

Direkte adspurgt til sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med legene, som begynder den 26. juli, siger den 24-årige forsvarende olympiske mester:

»Vi kommer til at være meget i vores egen boble under OL. Jeg håber ikke, vi skal særlig meget ud efter konkurrencerne.«

Tidligere på ugen truede Islamisk Stat med at udføre angreb ved ugens Champions League-opgør.

Det har fået flere europæiske lande til at forhøje det beredskab, der i forvejen var højt efter terrorangrebet i Krasnogorsk ved Moskva i marts, der kostede mere end 130 menneskeliv.

Frankrig hævede deres beredskab mod terror til højeste niveau efter terrorangrebet ved Moskva.

Landet var i forvejen i højt beredskab inden sommerens OL, hvor især de mange arrangementer, der foregår midt inde i Paris og med fri tilgængelighed for offentligheden, skaber sikkerhedsbekymringer.