»Undskyld. Jeg bliver så pokkers rørt.«

Sådan lød det fra DR-værten Tina Müller under livesendingen af årets 'Sport 2023'. 

I sekunderne forinden havde Emma Lund netop været på scenen for at modtage 'Kulturministeriets Parasportspris'. 

Her holdt hun en takketale, hvorefter salen brød ud i massiv jubel, og da Tina Müller efterfølgende skulle tage ordet sammen med Josefine Høgh, kunne hun knap få nogle frem.

Og efter det store DR-show, sætter værten nu ord på, hvorfor hun havde svært ved at holde tårerne tilbage.

»Paraatleterne har en særlig plads i mit hjerte. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så rørstrømsk. De paralympiske lege betyder meget for mig. Prøv at hør: Vi andre kan gå og have dårlige dage, men de her …« siger Tina Müller til B.T.

»Dét, det kræver for dem at dyrke deres sport og nå så langt, som de gør, og blive ved med at kæmpe, som de gør, det synes jeg bare er så pissesejt og beundringsværdigt. Det, synes jeg, kun man kan bøje sig i støvet for,« siger hun videre.

Det var bestemt ikke nyt for Tina Müller at stå som vært til DR-showet, men det gjorde hende bestemt ikke mindre begejstret.

»Det er simpelthen sindssygt fedt at lave, og igen i dag kan man se, hvor meget glæde, begejstring og tårer, der er. Det, synes jeg, bare er på sin plads i sådan et fedt sportsshow.«

Du kan genopleve hele årets 'Sport 2023' i B.T.s liveblog lige her.