Hun har 13,5 millioner følgere på Instagram.

To millioner følger med på TikTok, og nu kan den 23-årige volleyballstjerne Key Alves krydse endnu en ting af på listen.

For hun har fået opfyldt sit helt store ønske om at blive Playboy-model, afslører både hun og magasinet i et opslag på Instagram.

»Da jeg voksede op, føltes det meget fjernt at komme til at arbejde med Playboy. Et mål man kun kunne hungre efter, hvor jeg kommer fra,« siger Key Alves. 

Brasilianeren har dog aldrig opgivet håbet, og hun har knoklet for at nå dertil, fortæller hun.

»Det har altid været mit drømmejob, så jeg arbejdede hårdt og fik det til at ske. Jeg har en stærk arbejdsmoral og føler, 2024 bliver mit år,« lyder det fra Alves.

Den 23-årige brasilianer er den mest fulgte volleyballspiller i verden, når man kigger på antal følgere på Instagram. 

Hun er en del af det brasilianske landshold, og foruden Instagram og TikTok er hun også at finde på OnlyFans. 

Key Alves fortalte i et interview med Marca tilbage i 2022, at det er OnlyFans, hun tjener kassen på. 

»Om jeg kan lide det eller ej, er det min største indtægtskilde lige nu. Jeg ser mig selv som atlet, model, influencer, forretningskvinde og entreprenør,« lød det i den forbindelse.