Eremitageløbet var med til at kickstarte den danske motionsbevøgelse. Peter Fredberg har dækket løbet intenst i 50 år og fortæller her om nogle af sine bedste oplevelser fra Dyrehaven.
Her er to udvalgte scener fra Dyrehaven. I den første har tv-journalisten Carsten Werge hovedrollen.
Han er netop kommet i mål i Eremitageløbet. Jeg står i målområdet med blok og kuglepen og griber fat i min udmattede kollega. Han har givet alt på de 13,3 kilometer gennem skoven.
»Det er sgu hårdt,« stønner han.
På den lille, stejle og modbydelige bakke to kilometer før mål hørte jeg en lille pige sige til sin far: »Jeg kan ikke løbe mere.«
Hendes medløbende far siger:
»Selvfølgelig kan du det. Når Carsten Werge kan, så kan du også.«
Scene 2: I 1978 spurgte jeg krimiforfatteren Torben Nielsen ('Nitten røde roser' og 'Terror'), hvorfor han aldrig har slået én ihjel under Eremitageløbet. En sen aften, hvor jeg sidder på B.T., ringer telefonen. Stemmen siger: »Det er Eremitagemorderen.«
Et par dage senere er vi på research på E-ruten. Torben Nielsen skal finde det helt rigtige sted til mordet. Meget passende var der tæt tåge. Jeg mindedes et besøg for år tilbage på Dartmoore-heden og Sherlock Holmes-historien om Baskervilles hund.
Mordet under Eremitageløbet kom med i Torben Nielsens næste bog, 'Lavinen'.
Eremitageløbet var verdens første motionsløb af sin art og havde lægen Peter Schnohr fra Københavns Idræts-Forening og tandlægen og den olympiske skiløber Svend Carlsen fra Københavns Skiklub som idémænd. De gik i foråret 1969 til B.T. med et forslag om at lave et motionsløb i Dyrehaven.
At det blev B.T., skyldtes ikke mindst journalisten Per Arboe-Rasmussen. Han var den første herhjemme, der begyndte at skrive om motion for hjertepatienter på et tidspunkt, hvor genoptræning var en by i Rusland.
B.T. købte Schnohr og Carlsens idé. Og så var man ellers i gang. I de 52 Eremitageløb siden det første startskud ved Fortunen i 1969 har 685.353 gennemført Eremitageløbet.
Man kan godt sige, at det var løbet, der startede motionslavinen. I dag er der over en million danskere, der løbetræner regelmæssigt.
Jeg var i 1970 kommet til B.T. og havde fra 1972 år været Arboe-Rasmussens hjælper i skoven på E-dagen. Da han stoppede i 1975, overtog jeg hans motionsstof med fokus på Eremitageløbet. Et ekstra og meget spændende stofområde, som gennem årene har bragt mig i kontakt med flere hundrede løbere og givet historier på både det menneskelige, sundhedsmæssige og sportslige plan.
Henrik Jørgensen er den hurtigste mand i skoven. Nogensinde. Og han er også et af de danske topnavne, jeg har været tættest på og skrevet mest om.
Det var et chok for mig, da jeg søndag morgen 27. januar 2019 blev ringet op og fik at vide, at han var død. På en træningstur om lørdagen nær sit hjem i Sorthat-Muleby i skovområdet mellem Rønne og Hasle faldt han om med hjertestop. Han blev 57 år.
Jeg ringede til Henriks datter, journalisten Anna Holm, OL-maratonløber i Rio de Janeiro.
»Min far var verdens bedste far. En livsstøtte for min mor og mig. Vi var et trekløver. Min far var den stærkeste. Han var en inspiration for mig. Jeg er stolt af ham. Jeg skylder ham alt,« sagde en rørt Anna Holm.
Henrik Jørgensen blev kendt som løberen med pandebåndet. I et af de snesevis af interview, jeg har lavet med ham, kaldte han sig 'drengen, der ikke kunne stå stille'.
Fire gange vandt han Eremitageløbet, og vindertiden i 1987 på 38.40 står stadig som rekorden i nationalskoven. Skoven, vi alle kender og elsker.
Han er indehaver af den danske rekord på maraton på 2.09.43 fra London 1985 på en femteplads. Tre år senere vandt han det legendariske løb gennem gaderne i den engelske hovedstad i 2.10.20.
Henrik Jørgensen blev mindet i Dyrehaven, da Anna Holm i 2019 startede løbet. Eremitageløbet havde en stor plads i familiens hjerter. Anna havde to gange vundet løbet og hendes mor, Mette Holm Hansen, tre gange.
I 1988 debuterede kronprins Frederik i Eremitageløbet. Han havde startnummer 14.888 og løb i tiden 1.09.08.
Bag navnet gemte sig kronprins Frederik. Han var dengang 20 år og gjorde tjeneste hos Gardehusarregimentet i Næstved.
Kronprinsen og hans deling på 24 mand havde under en NATO-øvelse læst om Eremitageløbet og fik idéen til at stille op i Dyrehaven som afslutning på øvelsen. De tilmeldte sig to dage før.
Næsten ubemærket ankom de til skoven i Klampenborg, men tøjet, de havde på, var nu ikke særligt camouflerende. Alle mand var iført sort/hvide trøjer med falkehoveder, der var kendetegnet for 5. opklaringseskadron. Trøjerne var Kronprinsens idé. Jeg mødte Kronprinsen i målet.
»Et fedt løb, men hårdere, end jeg havde troet,« sagde han.
Det var hans første motionsløb, men der skulle komme mange flere.
Nok havde man en fornemmelse af, at der var en fighter gemt i ham, men ingen drømte om, at han senere ville gennemføre en Ironman, det 90 kilometer lange Vasaløbet og en håndfuld maratonløb med en personlig rekord på 3.06.49 fra Copenhagen Marathon i 1994
Han er ikke den fødte løber, Frederik. Men vilje, dét har han. På de sidste kilometer i sit rekordløb brækkede han sig to gange, men løb videre uden at stoppe. Det er sådan noget, der skaber respekt blandt maratonløbere.
De to største bifald i de 52 løb i Dyrehaven fik én, som endnu aldrig har deltaget i Eremitageløbet. I mine øjne det største danske idrætsnavn nogensinde, Wilson Kipketer.
Den stormende hyldest skyllede op mod den tidligere superstjerne på 800 meter, som stående på 'broen' over de mange tusinde løbere fyrede pistolen af til 50-års jubilæumsløbet i 2018 og igen i sidste års løb.
»Eremitageløbet var startskuddet på motionsbevægelsen og har en særlig plads i dansk idræts historie. Det er en stor ære at starte løbet, der har betydet så meget for så mange mennesker. Jeg elsker Dyrehaven. Naturen, dyrene, luften i skoven. Jeg trænede der meget i sin tid, når jeg ikke var i Monaco eller i højderne i Schweiz og Frankrig,« siger han.
Kenyanskfødte Wilson Kipketer, som kom til Danmark i 1990, satte syv verdensrekorder og vandt VM-guld på 800 meter i 1995, 1997 og 1999 udendørs og i 1997 indendørs. Han var ubesejret i 36 konkurrencer i 1996-97, men stillede ikke op ved OL i 1996 i Atlanta, da han på det tidspunkt ikke havde fået dansk statsborgerskab.
Efter en livstruende malariasygdom i januar 1998 kom han tilbage og vandt VM-guld, EM-guld og to olympiske medaljer, sølv i Sydney og bronze i Athen. Men han blev aldrig den samme løber, som før sygdommen ramte ham.
Som atletikmedarbejder på B.T. var jeg så privilegeret at følge ham til mange af de store stævner. Han var Chopin for øjet og præsterede løb, jeg aldrig glemmer.
I dag skal man være heldig for at se Wilson i løbeskoene. Det er dog blevet til motionsmaraton i New York og Nice, og i VM på halvmaraton i København blev han klappet gennem Dronningens by og kvitterede med den nydelige tid 1.20.
I de første 50 år var Eremitageløbet arrangeret af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T.
I 2019 trådte B.T. ud af ejerkredsen og har siden været mediepartner. Tidligere havde avisen været mediepartner i SNIKs B.T. Halvmarathon og Albatros' adventureløb, blandt andet The Great Wall Marathon på den kinesiske mur, The Polar Circle Marathon på den grønlandske indlandsis, The Big Five Marathon blandt Sydafrikas storvildt, The Great Cruise Marathon på et krydstogtskib i Caribien og Kilimanjaro Marathon.
Eksotiske løb i et ekstremt hårdt terræn. Jeg husker især opstigningen i en vild snestorm i isnende kulde til Uhuru Peak, Kilimanjaros top i 5.895 meters højde.
Det gik nemmere, da vi løb maraton ned ad Afrikas højeste bjerg med start fra campen Kibo Huts 4.700 meter over havet.
Som bladets løbende medarbejder har jeg deltaget i 30 af Albatros' løb. I 1998 var jeg sammen med bl.a. Albatros' ejer, Søren Rasmussen, med en lille delegation i Kina for at finde ruten på muren, og året efter var der premiere på et af verdens første adventureløb. Skuespilleren Lars Bom blev en sensationel nr. 7 i sin maratondebut.
Den dag i dag samler det danskarrangerede løb årligt 2.000 løbere på de tusindvis af trappetrin på verdens største og vildeste bygningsværk.
