Den 38-årige Claus Skou Jacobsen, Odense, og den jævnaldrende Per Irby fra København omkom begge tidligt torsdag morgen, da den slæbebåd, som de var besætningsmedlemmer om bord på, blev væltet omkuld efter at have trukket et grundstødt tankskib fri.

Søværnets Operative Kommando blev klokken 5.43 alarmeret om, at slæbebåden "Skansund" var krænget i Hollænderdybet mellem Amager og Saltholm.

Kort tid efter sank båden, inden de to besætningsmedlemmer kunne nå at forlade den og redde sig om bord på en anden slæbebåd "Danasund", der befandt sig i nærheden.

Myndighederne fik sendt Falcks redningshold i form af dykkere til området, men dykkerne fandt begge besætningsmedlemmer druknede.

Ifølge slæbebådens rederi, Svendborg Bugser A/S, skete ulykken, da de to slæbebåde var i færd med at trække et grundstødt tankskib fri. Det lykkedes "Skansund" at trække tankskibet frit, der så startede sine egne maskiner og begyndte at sejle.

"Vi formoder, at mandskabet på "Skansund" ikke har sluppet træklinien til tankskibet og efterfølgende er blevet trukket omkuld," siger rederiets vicedirektør Hans Nadolny og fortsætter:

"Men hvorfor dette ikke er sket, har vi intet bud på. Der var tale om to erfarne folk, der kendte båden og hinanden godt."

Slæbebåden sank meget hurtigt ifølge søfolkene på "Danasund", og Hans Nadolny oplyser, at slæbebåde typisk går til bunds meget hurtigt, når det først er gået galt.

De to besætningsmedlemmer fra "Danasund" modtog torsdag krisehjælp, efter at de havde mistet deres kolleger.

Søfartsstyrelsen skal nu forsøge at fastslå, hvordan ulykken kunne ske./ritzau/