Den 29-årige danske maskinchef Siggi H. Hudecek bisættes i dag ved en mindegudstjeneste i den lille Serritslev Kirke ved Horsens. Det sker uden, at han fysisk er tilstede. Der vil ikke være nogen kiste.
Den 29-årige maskinchef omkom sammen med fem filippinske søfolk, da Svendborg-coasteren "Thor Emilie" eksploderede og sank i Middelhavet 17. februar.

På mindre end ét minut gik skibet ned. Siggi Hudecek, som sammen med den filippinske maskinist opholdt sig i maskinrummet, havde ikke en chance for at slippe ud.

Den sunkne coaster ligger i dag på 2.700 meter vand syd for Ibiza. Skibets kaptajn, Torben Matz, 52, overlevede som den eneste. De seks omkomne søfolk er aldrig blevet fundet.

Søforklaringen i Svendborg den 9. marts var en farce, som intet lys kastede over det tragiske og højst mystiske forlis. De seks døde søfolk blev end ikke nævnt med et ord i retten.

Tidligere var det tradition mange steder, at søforklaringer blev indledt med et minuts stilhed til ære for de omkomne.

"Det skuffer mig, at de slet ikke blev nævnt. Men hvad hjælper det at være bitter. Det bringer ikke min søn tilbage," siger Rene Hudecek, 52, far til den danske maskinchef.

Han snakkede sidst med sin søn to dage før forliset.

"Siggi ringede hjem fra skibet. Vi skulle holde karneval herhjemme i Serritslev om lørdagen. Han regnede med at være hjemme sent lørdag. Han ville afmønstre om fredagen.

Jeg kan ikke huske, om det var på Ibiza eller Sardinien. For egentlig skulle han jo slet ikke have været med på den tur. Men hans kollega havde spurgt, om Siggi ville bytte vagt, og derfor tog han 14 dage ekstra ombord.

Jeg spurgte i telefonen, hvad de sejlede med og fik at vide, at det var en aluminiumslast.

Jeg spørgte lidt med det, og sagde, at så var den jo meget let. Men Siggi var alvorlig og svarede, at det var noget halvfarligt noget at sejle med," fortæller Rene Hudecek.

Det var det sidste, han hørte til sin søn. Klokken et fredag nat blev han og konen vækket af politifolk, som overbragte meddelelsen om coasterens forlis.

Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed arbejder i øjeblikket med at opklare, hvad der egentlig var i "Thor Emilie"s lastrum. Rederiet oplyste i en pressemeddelelse lige efter forliset, at det var rå-aluminium. Senere har direktøren forklaret, at det var en skrivefejl. Lasten var zink-malm.

Men lasteprøver fra de lægter, som sejlede lasten ud til coasteren i den franske havneby Dunkerque, viser, at lasten var zink skimming.

Et dødsensfarligt affaldsprodukt, fordi det udvikler eksplosive brintgasser, hvis det bliver vådt. En tikkende bombe, som coasteren slet ikke var indrettet til at sejle med.

Søfartsstyrelsens undersøgelser skal vise, om lastedokumenterne er blevet forfalsket - eller om der ved en fejl er sket en forbytning.

Rederiets første udmelding var, at der var sket en eksplosion i maskinrummet.

Det gør ondt på Rene Hudecek, for det var hans søns ansvarsområde:

"Alle jeg har talt med siger, at det ikke kan have været maskinrummet. Det må være lasten, som slog bunden ud af skibet," siger Rene Hudecek.

Han har overgivet alle papirer i sagen til sin advokat, Johan Ladegaard, i Horsens.

Heriblandt også et brev fra rederiet, som skriver, at familien ikke skal forvente en særlig stor erstatning, da sønnen ikke var forsørger.

Siggi Hudecek var ungkarl. Han stak til søs allerede som 17-18-årig og tjente sig op gennem graderne.

Han er mesterudlært til søs og arbejdede både i ØKs og benzinselskabet Chevrons skibe som 3. og 2. maskinmester, inden han fik jobbet som maskinchef i rederiet Thor Chartering A/S.

"Han var meget glad for jobbet. Betragtede rederiet som en familie. Og han elskede livet på søen. Især varmen.

Han dykkede også. Som oftest sejlede han på Middelhavet. Så man kan sige, at han er blevet i sit rette element," fastslår Rene Hudecek.

At tilværelsen til søs ikke var ufarlig understreges af, at "Thor Emilie" inden det fatale togt til Middelhavet måtte inden om København og have en last tømmer rettet op, som havde forskubbet sig under en storm.

Mindegudstjenesten i Serritslev Kirke kommer til at forme sig som en almindelig begravelse blot uden kiste og jordpåkastelse, fortæller sognepræst Gudmund Rask Pedersen.

Den overlevende kaptajn, Torben Matz, 52, selv gammel Horsens-dreng, nu bosat i England, er hjemme i Horsens denne weekend og ventes at deltage i mindegudstjenesten.

Han blev onsdag afhørt om forliset af Niels Mogensen fra Søfartssyrelsens Opklaringsenhed.

Men denne ønsker ikke over for B.T. at afsløre indholdet af samtalen, før undersøgelsen er færdig. Det kan vare måneder endnu.

"Kaptajn Matz ringede til mig i onsdags og spurgte, om jeg var interesseret i at snakke med ham, når han nu var i Horsens. Det har jeg ikke umiddelbart følt nødvendigt.

Men jeg vil overveje det," siger Rene Hudecek, som driver en metalvarevirksomhed i Horsens. Det lidt usædvanlige efternavn skyldes hans farfar, som var tjekke, men bosatte sig i Danmark i trediverne.

Hans tidligere kone, Siggis mor, bor i dag på Lolland. Tabet af sønnen rammer hende ekstra voldsomt.

"Siggi var hendes eneste barn," siger Rene Hudecek, som selv har flere børn. De er med til at lindre på sorgen.