36-årig styrtede i døden for øjnene af sin bror og sine venner, der med en personbil havde trukket ham 25 meter op i en faldskærm.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I selskab med sin bror og sine venner skulle den 36-årige Henrik Hougaard Sørensen lørdag eftermiddag tage afsked med sin ungkarletilværelse. Men på få sekunder blev en festlig og hyggelig polterabend forvandlet til en frygtelig tragedie, der kostede den vordende brudgom livet.

Vennerne havde bestemt, at Henrik Hougaard Sørensen skulle prøve at svæve i faldskærm over den jyske hede, inden han blev en gift mand. Derfor tog selskabet med ti mandlige deltagere ud på arealerne ved Karup Lufthavn. På en nedlagt rullebane nær lufthavnen blev Henrik Hougaard Sørensen iført det udstyr, som vennerne selv havde skaffet til det, der skulle være en fornøjelig lufttur.

Henrik Hougaard Sørensen, som boede i Holstebro, fik en faldskærmssele på og blev koblet til en rund, farvestrålende faldskærm. Et tov blev sat på selen og derefter fastgjort til en personbil, som skulle trække Hougaard Sørensen op i luften, samtidig med at han løb efter bilen.

De første meter gik helt som planlagt. Den spraglede faldskærm blev fyldt med luft, og bilens fart sørgede for, at Henrik Hougaard Sørensen steg til vejrs. Han nåede op i ca. 25 meters højde, da faldskærmen pludselig klappede sammen, og den 36-årige mand styrtede direkte mod jorden, uden at vennerne havde nogen chance for at afbøde det voldsomme fald.

Dræbt på stedet
Selv om de dybt chokerede venner omgående fik slået alarm, var Henrik Hougaard Sørensens liv ikke til at redde.

Da Falcks ambulancer kom, kunne redderne kun konstatere, at han var død på stedet.

Vagthavende hos politiet i Herning bekræfter, at to personer - blandt dem Henrik Hougaard Sørensens bror - var så chokerede, at de måtte have lægehjælp på ulykkesstedet.

Politiet skal nu foretage tekniske undersøgelser for at klarlægge omstændighederne omkring ulykken.

»Umiddelbart ser der ikke ud til at være nogen defekt på faldkærmen, men der var torden og kastevinde i området. Det kan måske have skabt et lufthul,« oplyser vagthavende.

Ifølge politiet havde vennerne selv indkøbt udstyret til faldskærms-flyvningen, og der var ingen instruktør eller sagkyndige med, da man gik i gang med flyvningen.

Henrik Hougaard Sørensens kæreste var også ude for at fejre sin polterabend i lørdags. Det foregik i Actionparken i Tørring.

pbo@bt.dk