Der er god grund til at juble for Roskildes borgmester. En af Danmarks rigeste kvinder har nemlig atter engang valgt at bruge en stor millionsum i kommunen.

Og denne gang har Pandora-milliardæren købt en helt særlig bygning.

Det er nemlig det historiske 'Kurhuset' på det psykiatriske hospital Sankt Hans, som Winnie Liljeborg, der skabte smykkeimperiet Pandora sammen med sin eksmand, gennem sin fond har købt.

Hele 82 millioner kroner måtte Liljeborgfonden finde frem for at sikre sig den smukke, gamle bygning af Roskilde Kommune.

Kirken på det gamle Sankt Hans Hospital er også en del af  Kurhuset, som Liljeborg har købt.
Kirken på det gamle Sankt Hans Hospital er også en del af Kurhuset, som Liljeborg har købt. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Store dele af det gamle hospital er ved at blive lukket for at blive omdannet til en ny bydel i Roskilde.

Og Roskildes borgmester, Thomas Bredam, har da også svært ved at få armene ned over, at Liljeborgfonden igen har valgt at investere i den midtsjællandske by.

»Det her er en stor milepæl i udviklingen af Sankt Hans. Jeg er begejstret for, at Liljeborg deler vores ambitioner om Kurhuset som et levende og åbent sted og et udgangspunkt for fællesskaber,« lyder det fra borgmesteren i en pressemeddelelse, der blev sendt ud, da handlen var endelig.

Winnie Liljeborg, der egentlig var bankuddannet, var med til at grundlægge smykkegiganten Pandora sammen med sin eksmand Per Enevoldsen tilbage i 1982.

Winnie Liljeborg har foretaget mange investeringer i Roskilde.
Winnie Liljeborg har foretaget mange investeringer i Roskilde. Foto: Liljeborg
Vis mere

Firmaet, der begyndte som en lokal guldsmedeforretning på Nørrebro, blev med tiden en verdensomspændende succes og endte med at gøre parret til milliardærer, da de blandt andet solgte en stor del af livsværket ved en stor børsnotering til kapitalfonden Axcel i 2008.

Siden er formuen flere gange vokset grundet diverse investeringer, og i 2023 var Winnie Liljeborg placeret som nummer 46 på Økonomisk Ugebrevs liste over Danmarks rigeste med en formue vurderet til 4,3 milliarder kroner.

Winnie Liljeborg kommer oprindeligt fra Københavner-forstaden Rødovre, men flyttede efter sin skilsmisse til Roskilde, hvor hun har været bosat i landsbyen Veddelev siden 2008.

Her har hun gjort sig bemærket ved at investere stort gennem både Liljeborg Gruppe Aps og Liljeborgfonden. Sidstnævnte stiftede hun i 2018.

Blandt andet har hun opført julemærkehjemmet Liljeborg i byen, ligesom hun også ejer det kendte restaurantskib Saga Fjord, som hun købte i 2012, da det fik økonomiske problemer. Derudover har hun investeret i blandt andet Café Fjordliv og vinterbadernes omklædningsrum på Roskilde Havn.

Dertil kommer, at hun i 2018 stiftede Liljeborg Fonden, der yder en del støtte til projekter, der hjælper børn og kvinder, som befinder sig i svære situationer.

Winnie Liljeborg er kendt for at være pressesky og giver kun sjældent interview. B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra hende til denne artikel.

Hun har dog tidligere i et sjældent interview med Børsen fortalt, at hun føler, at folk har taget godt imod hende i Roskilde, og at hun ønsker, at hendes penge skal komme ud og gøre gavn.

Dronning Mary har som kronprinsesse i mange år været protektor for julemærkehjemmene. Her ses hun på Liljenborg ved en tidligere lejlighed.
Dronning Mary har som kronprinsesse i mange år været protektor for julemærkehjemmene. Her ses hun på Liljenborg ved en tidligere lejlighed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis jeg hører om et projekt eller nogle, der trænger til en hjælpende hånd, kan jeg hurtigt mærke, om det føles rigtigt at træde til,« forklarede hun i interviewet.

Liljeborgs vision for Kurhuset er da også stor.

Fonden vil skabe et levende samlingssted i en ny bydel og 'omdanne Kurhuset til at rumme sociale, faglige, kulturelle og kommercielle tilbud med fokus på samvær og fællesskab'.

»I Liljeborg vil vi gøre Kurhuset og området omkring til et sted, hvor hele Roskilde kan nyde de historiske bygninger og den smukke omkringliggende natur ved fjorden og Boserup Skov. Vi drømmer om at skabe rammerne til sociale fællesskaber og kulturelle aktiviteter, særligt for børn og unge, men også på tværs af generationer,« udtaler fondens direktør Dorthe Ploug Hansen i pressemeddelelsen.

Hun tilføjer, at man vil renovere bygningerne på en respektfuld måde.

Liljeborgfonden forventer, at det vil tage 5-10 år at udvikle Kurhuset. 

Kurhuset huser i dag ukrainske flygtninge, som vil kunne blive boende frem til 1. marts 2026. For Liljeborg er det vigtigt, at der findes alternative boliger til flygtningene.