»Det var først dér, det gik op for mig, at jeg sad i en politibil.«
Hun griner, når hun fortæller historien. Men det har hun ikke altid kunnet. Slet ikke dengang. For som 17-årig endte Mariyah Leberg med at bryde ud af de rammer, hun var vokset op i som en del af Jehovas Vidner, og i stedet gå en anden vej.
Historien om Mariyah Leberg er kompleks. Som menneske er hun bygget op af sten og mørtel fra flere kulturer, forskellige religioner og en gennemgående egenrådighed.
Det hele kulminerede dog den nat i politibilen.
En nat, som var med til, at hun endegyldigt sagde farvel til Jehovas Vidner og fandt sig selv.
Det er blandt andet det menneske, mere end en million seere kan forvente at se, når hun 11. februar træder ind på scenen i Næstved Arena som en af deltagerne til dette års Melodi Grand Prix med en sang, der hedder netop ‘Human’.
Hendes egen historie begyndte, da hendes mor, der er medlem af Jehovas Vidner, mødte hendes far, der er muslim.
»Jeg plejer at sige, at jeg er et sammensat menneske med anden hektisk herkomst,« siger den i dag 34-årige kvinde med et skævt smil.
Forældrene blev skilt, mens hun endnu lå og møffede rundt i sin mors mave.
Hun voksede derfor op i Gellerupparken i Aarhus med sin mor og hendes tro, mens hun jævnligt besøgte sin far.
»Det var en sjov kontrast af to meget forskellige verdener. Men det hjalp mig også til at indse, at jeg havde min egen vej at gå. For min far var sikker på, at han havde sandheden, og min mor var sikker på, at hun havde sandheden,« forklarer Mariyah Leberg.
Hun valgte derfor en tredje for sig selv.
De første mange år af hendes liv var hun blevet skærmet for omverdenen og havde fået at vide, hvad hun måtte, hvad hun ikke måtte, hvordan hun skulle se ud, hvad hun måtte sige, og hvad hun ikke måtte sige.
Men allerede fra en tidlig alder vidste hun, at hun ikke passede ind med sin sorte eyeliner, sine sorte negle og sine dreadlocks – men det var særligt efter oplevelsen i politibilen, hun tog det endelige skridt.
Det skete den sommer, hun var 17, hvor Jehovas Vidner afholdt sommerstævne i Silkeborg.
En aften efter dagens program var slut, besluttede hun sig for at tage i byen og drikke nogle øl med nogle venner.
Da vennerne senere ville hjem, ville Mariyah Leberg ikke med.
»Jeg kan ikke helt huske det, men jeg var åbenbart taget videre med nogen, jeg ikke vidste, hvem var. Og jeg vågnede nogle timer senere på en kantsten, hvor alle mine ting var væk, og det var lyst, og jeg vidste ikke, hvad der foregik,« fortæller hun.
Det næste, hun husker, er en mandlig stemme, der spurgte hende: 'Skal jeg ikke køre dig hjem?'
Med et alkoholpåvirket og lettere tåget hoved satte hun sig ind i bilen, som kørte afsted.
Efter noget tid gik det op for hende, at de var på vej mod stævnepladsen, hvor en strøm af mennesker var på vej for at høre dagens program – og bilen standsede foran nogle ældste fra menigheden, som stod og holdt øje med, hvem der kom ind på pladsen.
»Bilen stopper, og han ruller vinduet ned og spørger: 'Er det her en af jeres?'. Jeg tænker bare: 'Hvad?', og stiger ud af bilen. Og det er så først dér, det går op for mig, at det er en politibil, jeg havde siddet i.«
I sin fuldskab løb hun fra stedet og hen til sin campingvogn, som hun håbede, hun kunne gemme sig i.
»Jeg troede, de aldrig ville finde mig. Men det gjorde de sjovt nok,« fortæller Mariyah Leberg.
Hun blev indkaldt til et møde, hvor hun blev irettesat – og mens det foregik, tænkte hun mest af alt på, at hun ikke kunne fortsætte i det.
Kort tid efter brød hun ud. Og brød med de første 17 år af sit liv.
Det var hårdt. »Skidehårdt«, som hun selv kalder det.
»Jeg lover dig, det var noget af en identitetskrise, man blev slynget ud i. For alt, hvad der var 'herude' …,« siger hun og slår ud med armene som for at vise hele verden:
» … havde man fået at vide var helt forkert. Så man skulle nærmest lære alting at kende helt forfra.«
Hun skulle derfor finde sig selv igen – og det gjorde hun især i musikken.
»For at være ærlig vil jeg ikke have været det foruden. Selvom det var vanvittigt,« fortæller Mariyah Leberg:
»Jeg er meget, meget taknemmelig for at have fået lov til at prøve det. Jeg synes, det giver nogle unikke perspektiver på livet, og jeg synes, at en af de smukkeste ting i alle regioner er det, der handler om kærlighed, og at man skal huske at vise omsorg. For sig selv og for andre,« tilføjer hun og forklarer, at hun har et 'vildt godt' forhold til både sin mor og far.
»Jeg var så heldig, at jeg aldrig blev døbt, så min mor må stadig snakke med mig,« forklarer hun og fortæller, at hun også har det fint med forældrenes religion.
Det var bare ikke den vej, hun selv skulle.
Hendes egen opvækst spiller også ind på, hvordan hun selv er som mor over for sine tvillinger på 15 måneder.
»Jeg stortudede på deres første fødselsdag, for det var også første gang, jeg fik lov til at holde en børnefødselsdag,« fortæller Mariyah Leberg, som selv første gang fejrede sin fødselsdag, efter hun var brudt ud og fyldte 18:
»Bare det at kunne give dem en fødselsdag og jul og det frie valg til at være, hvem end de vil være, er jo kæmpestort. Jeg kan få lov til at give dem alt det, jeg ikke selv fik lov til at prøve. Og det er virkelig dejligt for mig.«
Du kan se Mariyah Leberg træde ind på scenen med sangen 'Human' til dette års Melodi Grand Prix lørdag aften på DR.
