En stærkt bevæget Henrik Knudsen afslørede mandag formiddag det nye navn på sit Elvis-museum i Randers.

Som en følge af en stævning, foretaget af Elvis Presley Enterprises (EPE), der varetager boet efter manden, der af de fleste anses for at være historiens første rocksanger, har den østjyske entrepenør bøjet sig og ændrer nu navnet.

Memphis Mansion er fremover navnet på huset i udkanten af den kronjyske by.

»Men adressen 'Graceland Randersvej 3' er  den samme,« sagde Knudsen med et glimt i øjet, da han mandag formiddag præsenterede det nye navn ved et pressemøde i ... Memphis Mansion

En følelsesladet Henrik Knudsen talte på formiddagens pressemøde. Huset, der både fungerer som restaurant og museum, er realiseringen af en meget gammel drøm.

»Vi vil ikke bruge vores tid på negativitet. Vi er og bliver den største Elvis- attraktion udenfor USA. Vi vil hellere kigge fremad. Vi har aldrig skabt dette univers for at genere nogen. Vi har arbejdet i månedsvis, før vi nåede frem til resultatet - nu hedder vi Memphis Mansion. Og nu skal vi videre. Der er stadig masser af planer for 2016,« siger Knudsen.

Gaceland Randers (bygningen til højre) hedder nu Memphis Mansion.
Gaceland Randers (bygningen til højre) hedder nu Memphis Mansion. Foto: Annelene Petersen
Vis mere

»Huset her er blevet et samlingssted. Mange danske virksomheder holder generalforsamlinger og konferencer her i huset. Vores diner er gået 30 pct. frem i forhold til sidste år. Vi har haft 130.000 gæster  i 2015. 2016 koncerten med TCM-band i januar er udsolgt i Værket i Randers, 1.400 billetter er solgt i Falconer i København. Jeg er sikker på at ingen kunne forestille sig et Randers uden dette sted.«

Efter nyheden om retssagen kom frem, er der samlet mere end 5.000 underskrifter til støtte for det nu tidligere Graceland Randers. Knudsen hyldede ved pressemødet initiativtageren Kasper Dahl Finderup med det bevis, han i 2002 modtog for sit æresborgerskab i Memphis.

Memphis Mansion kom Graceland Randers' til at hedde. En bevæget Henrik Knudsen afslørede det nye navn på et pressemøde, hvor han også havde bagt kager med det nye navn.
Memphis Mansion kom Graceland Randers' til at hedde. En bevæget Henrik Knudsen afslørede det nye navn på et pressemøde, hvor han også havde bagt kager med det nye navn. Foto: Annelene Petersen
Vis mere

Advokaten Barret Christiansen, der varetager EPEs interesser i Danmark, har tidligere sagt til BT om kravet om en navneforandring:

»Med al respekt for det arbejde, Henrik Knudsen gør, er dette en sag, der handler om brandet Graceland. Hvis man åbnede for en privat person at bruge Graceland-navnet, er det jo kun fantasien, der sætter grænser for, hvad det næste kunne blive - pølsevogne, grillbarer eller tankstationer. Vi synes, at Graceland Randers har optrådt ret arrogant i denne sag ved at afvise alle løsningsforslag. Man skal huske, at det trods alt bare er et hus i et vejkryds med en McDonald’s. Det var måske ikke lige det, Graceland havde forestillet sig,« siger Barret Christiansen.

Retssagen mellem EPE og Memphis Mansion er udskudt til sommeren 2016.