Tidlig mandag morgen blev politiet kaldt til et ferieområde nær den sydfranske by Bordeaux.

Det, der var sket, chokerer nu Frankrig.

I feriebyen Biscarrosse var den kendte sanger Kendji Girac omkring klokken 05.30 blevet alvorligt såret af et skud i brystregionen, skriver BBC.

27-årige Kendji Girac – hvis borgerlige navn er Kendji Maille – blev overført til et hospital i Bordeaux.

I første omgang blev han meldt i livsfare, men det er ikke længere tilfældet. Han er dog stadig indlagt.

Politiet efterforsker stadig årsagen til skyderiet, men har en formodning om, hvad der skete.

Kendji Girac skulle selv have fortalt ambulancefolkene på stedet, at han ved en fejl kom til at affyre en pistol, han hævdede at have købt i en genbrugsbutik.

»Det her er ikke et banderelateret skyderi. Det er en ulykke. Han legede med tingen og 'bang',« siger en mand ved navn Emilio, som skulle være Kendji Giracs onkel, til AFP ifølge BBC.

Fransk politi holder vagt ved et ferieområde i byen Biscarrosse, efter at den kendte sanger var blevet ramt af et skud.
Fransk politi holder vagt ved et ferieområde i byen Biscarrosse, efter at den kendte sanger var blevet ramt af et skud. Foto: Philippe Lopez/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kendji Girac fik sit store gennembrud, da han i 2014 vandt den store tv-sangkonkurrence 'The Voice' i Frankrig. 

Siden har han solgt millioner af album, og hittene 'Color Gitano' og 'Andalouse' er blevet afspillet flere hundrede millioner gange på YouTube.

»Vi er alle chokerede. Vi elsker ham. Han er en fantastisk fyr, utrolig venlig, altid smilende, altid klar til at hjælpe,« siger den franske tv-vært Cyril Hanouna.

Kendji Girac skulle have optrådt i Marseille på fredag i anledningen af, at den olympiske flammes ankomst til Frankrig forud for sommerens OL i Paris, men på grund af sin tilstand kan han ikke deltage.