Det skulle have været en helt almindelig tur i parken for en 78-årig mand.

Men søndag klokken 11.18 fik politiet et alarmopkald om, at en mand var blevet overfaldet i en park. 

En 78-årig mand fra Køge havde været ude at gå en tur i parken, da han passerede en anden mand, som forsøgte at tage det kamera, som den 78-årig havde hængende rundt om halsen. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres nyligt offentliggjorte døgnrapport.

Det lykkedes dog ikke, og mændene fortsatte i hver deres retning.

Men det skulle ikke være nok, for kort tid efter løb manden, der havde forsøgt at tage kameraet, tilbage mod den 78-årige og hoppede op på ryggen af ham, således at han væltede omkuld, hvorefter overfaldsmanden tildelte den 78-årige mand adskillige slag i ansigtet samt flere spark på kroppen. 

Til sidst tog overfaldsmanden den 78-åriges kamera og kastede det ned i en voldgrav.

Politiet og en ambulance kom frem til stedet, hvor politiet anholdt overfaldsmanden, som er en 36-årig mand fra Odder, som fremstod uligevægtig. 

Manden blev sigtet for grov vold samt hærværk. På grund af mandens tilstand blev det af ambulancepersonalet vurderet, at det var nødvendigt at tvangsindlægge manden på en psykiatrisk til behandling.

Den 78-årige blev kørt til sygehuset for at blive behandlet for de skader, han havde fået i forbindelse med overfaldet.