Nedskydningen af en 22-årig mand i Brøndby Strand tirsdag eftermiddag er fortsat uopklaret.

Københavns Vestegns Politi har måtte løslade en ung mand, som blev anholdt kort efter det dødelige skyderi, der fandt sted klokken 13.13 ud for Hallingparken 2.

»Vi skal klarlægge, hvad hans rolle er. Han er stadig sigtet i sagen, men han er blevet løsladt igen,« lyder det fra politiinspektør Allan Nyring fra Vestegnens Politi.

Politiet har angiveligt allerede en række gode spor at arbejde med i efterforskningen af skuddrabet, men alligevel er jagten på eventuelle nye vidner hovedbudskabet onsdag morgen.

»Vi hører fortsat meget gerne fra vidner i sagen. De kan ringe til os direkte på 43861448 eller henvende sig personligt til vores politifolk ved den mobile politistation, som senere her til formiddag vil være at finde i området.«

»I løbet af natten har vi været i gang med sagen om skuddrabet i Brøndby Strand, og efterforskningen fortsætter i dag. Lige nu efterforsker vi en række konkrete spor, men her til morgen har vi ikke yderligere, vi kan dele med offentligheden,« lyder det fra politiet på Vestegnen.

Det 22-årige offer for skyderiet blev fundet ramt af flere skud, da de første patruljer nåede frem til gerningsstedet kort efter skyderiet.

Han blev i hast bragt til sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde, og hans pårørende blev underrettet om skyderiets alvorlige udfald.

Politiet til stede ved Hallingparken i Brøndby ved København kort efter det dødelige skyderi.
Politiet til stede ved Hallingparken i Brøndby ved København kort efter det dødelige skyderi. Foto: Pressefotos
Vis mere

»Det er endnu alt for tidligt at sige, om der kan være forbindelse mellem denne skudepisode og de andre skyderier, der har været i københavnsområdet de sidste uger – men det indgår naturligvis i den fortsatte efterforskning,« lød det hurtigt i løbet af tirsdagen fra politidirektør Kim Christiansen, og den melding er fortsat gældende.

I den forbindelse ønsker Københavns Vestegns Politi foreløbig ikke at oplyse andet om drabsofferet, end at der er tale om en 22-årig mand. Ikke om han eksempelvis skulle være kendt af politiet i forvejen – eventuelt i forbindelse med bandekriminalitet.

I forbindelse med skyderiet så vidner to personer løbe fra stedet.

Den ene beskrives som under 30 år, 170-180 centimeter høj og iført mørkt tøj. Personen var ikke etnisk dansk.

Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vidner så to mulige gerningsmænd løbe væk fra stedet efter skuddrabet i Brøndby Strand.
Vis mere

Motivet til skyderiet er ikke kendt.

»Det kan vi ikke sige noget om, og vi efterforsker i alle mulige retninger i øjeblikket,« lød den første melding tirsdag fra politiinspektør Allan Nyring.

Sent tirsdag aften var en talstærk og svært bevæbnet politistyrke til stede på den nærliggende villavej Holmesøvej i Brøndby Strand.

Om denne aktion gav noget brugbart resultat har Københavns Vestegns Politi onsdag formiddag dog ingen kommentarer til.

En større gruppe svært bevæbnede betjente var tirsdag aften i aktion på Holmesøvej i Brøndby Strand efter skuddrabet tidligere på dagen i Hallingparken. Den ene af de nu efterlyste var dog ikke hjemme.
En større gruppe svært bevæbnede betjente var tirsdag aften i aktion på Holmesøvej i Brøndby Strand efter skuddrabet tidligere på dagen i Hallingparken. Den ene af de nu efterlyste var dog ikke hjemme. Foto: Steven Knap / Byrd
Vis mere

Det er anden gang på mindre end to uger, at der bliver skudt i området ved Brøndby Strand. Om aftenen den 17. december blev en 25-årig mand såret af skud i Ulsøparken. Han er uden for livsfare.