Vestegnens Politi efterforsker lige nu en sag om en ung mand, der er fundet livløs i Hvidovre.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

»Klokken 6.28 i morges modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at vidner havde fundet en livløs ung mand ved Stavnsbjergstien/Voldgaden i Hvidovre,« skriver de og tilføjer:

»Den unge mand blødte fra ansigtet og var angiveligt blevet udsat for meget grov vold. Den unge mand er 25 år, og han er alvorligt kvæstet bragt til hospitalet. Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen som drabsforsøg.«

Politikredsen tilføjer, at de stadig er på findestedet, og at de gerne hører fra vidner, der har set noget mistænkeligt lørdag aften og frem til klokken 6.28.

»Vi antager, at det er sket på et tidspunkt mellem lørdag aften og søndag morgen,« oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

Den unge mands pårørende er underrettet.

Hvis man har set noget, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på telefon 43 86 14 48.

Opdateres …