Tue Bjørn Thomsens kæreste har siddet hos ham hver dag på Retsmedicinsk Institut, siden han blev dræbt i søndags.

- Tue Bjørns kæreste, Marianne, har haft utrolig svært ved at se i øjnene, at faderen til hendes kommende barn ikke længere er i live, siger Bjørn Thomsen, 67-årig pensioneret folkeskolelærer og far til den knivdræbte eks-topbokser Tue Bjørn.

- Lige siden knivdrabet har hun dagligt siddet ved ham på Retsmedicinsk Institut i håb om at forstå det og få lidt mere styr på sit indre kaos. Det har været rigtig svært, siger Bjørn Thomsen om sin svigerdatter.

I dag bisættes Tue Bjørn Thomsen, der kun nåede at blive 33 år, fra Sædden Kirke i Esbjerg.

Mange af hans gamle boksevenner fra Mogens og Bettina Palles 'stald' ventes at deltage i højtideligheden.

I forbindelse med bisættelsen har nogle af Tue Bjørns venner oprettet en fond, 'Tue Bjørn Thomsen Fonden', til fordel for hans ufødte barn, som kæresten, Marianne Retvig, skal føde i begyndelsen af september.

Begraves i Jylland
- Det er en rigtig smuk tanke med den fond, og jeg ved, at Marianne er meget rørt og taknemmelig over initiativet. Men selv har hun endnu ikke kræfter til at stå frem og personligt takke de mennesker. Hun er stadig for knust af det, der er sket, siger Tue Bjørns far.

Det er ham, der sammen med sin ældste søn har ordnet de praktiske ting omkring dagens bisættelse.

Selv om Tue Bjørn de sidste år har boet i København, er familien blevet enig om Sædden som det sidste hvilested.

- Tues storebror bor i Esbjerg, jeg bor i Varde, hans mor på Fanø og hans mellemste storebror ligger også begravet i Sædden. Derfor har vi valgt Sædden, siger han.

Har mistet et barn før
Det er dermed ikke første gang i sit liv, at den 67-årige må sige farvel til et af sine børn:

- Jeg er nærmest en slags ekspert i at miste og sørge. I 1997 måtte jeg følge Tues storebror Anders til graven. Han døde ved en drukneulykke på Lanzarote. Han var en ivrig dykker og var - i strid med reglerne - taget alene ud for at dykke i Atlanterhavet. Da han kom op efter dykningen, blev han ramt af en speedbåd med høj fart og røg til bunds. Han blev fundet et døgns tid senere, fortæller faderen.

Venner, bekendte og andre, der ønsker at hjælpe Tue Bjørn Thomsens kommende barn, kan sætte et beløb ind på konto 5095-1357420 i Jyske Bank (fondens konto).

bagge@bt.dk