Onsdag morgen kontaktede et bekymret ægtepar politiet.

Kort efter blev en 45-årig mand anholdt, og nu har han noget af et forklaringsproblem overfor sin chef.

Ægteparret kørte bag en varebil, som slingrede kraftigt mellem to vognbaner og bremsede unødigt op, og derfor ringede de klokken 09.21 til politiet.

Varebilen blev stoppet på Hellestrupvej i Hellestrup ved Holbæk.

En alkometertest viste, at den 45-årige chauffør fra Litauen havde en promille på over 2,0, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Det kan nu koste hans arbejdsgiver særdeles dyrt.

For varebilen tilhørte arbejdsgiveren. Med streg under tilhørte.

For på baggrund af reglerne om vanvidskørsel blev køretøjet beslaglagt af politiet på grund af førerens høje promille. 

»Den 45-åriges kørekort blev inddraget, og han fik udtaget en blodprøve og afhørt med tolk, hvorefter han blev løsladt,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Nu afventes resultatet af blodprøven. 

Retten vil senere skulle tage stilling til endelig konfiskation af bilen, hvis blodprøven viser, at promillen var over 2,0.