Tirsdagens skyderi i Hallingparken i Brøndby har sat sit tydelige aftryk på flere af beboerne i området.

En af dem er den 67-årige Anette Holland.

»Det er meget utrygt at bo sådan et sted, men det finder jo sted allevegne efterhånden, så man kan ikke sige, at man bare skal flytte et andet sted hen.«

Klokken havde kun lige passeret 13, da politiet fik en anmeldelse om skyderiet. En 22-årig mand, der blev ramt, blev i første omgang bragt til hospitalet, men han er siden død af sine kvæstelser.

»Jeg kan da godt være nervøs for, at jeg får en kugle i hovedet, når jeg går på gaden,« fortsætter Annette Holland.

Hun har boet i Hallingparken i 43 år sammen med sin mand. Og selv om der før har været skyderier i området, så har det aldrig været så tæt på hende, som det var tirsdag.

»Vi bor godt 100 meter fra, hvor der blev skudt,« siger hun.

En anden beboer, som B.T. har været i kontakt med, hørte, da skuddene blev affyret.

»Jeg kom hjem cirka en time før. Så hørte jeg tre til fire skud, som jeg i første omgang troede var fyrværkeri,« siger han til B.T.

Manden ønsker ikke at stå frem med navn, men B.T. er bekendt med hans identitet.

»Det er trist, at sådan noget sker, og de, der har gjort det, skal straffes for det,« fortæller han videre.

En mand blev anholdt umiddelbart efter skyderiet, men Vestegnens Politi oplyser til B.T. onsdag morgen, at han er løsladt igen.

»Vi skal klarlægge, hvad hans rolle er. Han er stadig sigtet i sagen, men han er blevet løsladt igen,« lyder det fra politiinspektør Allan Nyring fra Vestegnens Politi.

Skyderiet i Hallingparken er endnu et i rækken af skyderier, der har ramt københavnsområdet de seneste uger, men det er endnu uvist, om det har en sammenhæng med de andre skyderier.

»Det er endnu alt for tidligt at sige, om der kan være forbindelse mellem denne skudepisode og de andre skyderier, der har været i københavnsområdet de sidste uger – men det indgår naturligvis i den fortsatte efterforskning,« lød det hurtigt i løbet af tirsdagen fra politidirektør Kim Christiansen, og den melding er fortsat gældende.

Politiet har foreløbig ikke villet oplyse, om den 22-årige er kendt af politiet i forvejen.

Umiddelbart efter drabet ransagede Vestegnens Politi en række adresser i jagten på de formodede gerningsmænd. Det gjaldt tirsdag aften blandt andet en ejendom på Holmesøvej i Brøndby Strand.

»Vi har været i god kontakt med deres familier og har bedt dem om at sige til de to unge mennesker, at de skal melde sig til politiet. Vi kender dem i forvejen og ved, at de er tilknyttet lokalområdet,« siger politiinspektør Allan Nyring til B.T.

Du kan kontakte politiet på 114 med eventuelle oplysninger.