Mandag gik hun ud ad døren, og ingen har set hende siden.

Nordsjællands Politi efterlyser fortsat den 43-årige Maria From Jacobsen fra Frederikssund. Tidligere på ugen forlod hun sit hjem i nedtrykt tilstand.

Fredag eftermiddag oplyser politikredsen på Twitter, at der nyt i sagen. En hundelufter fandt igår Marias bil på Rødkildevej ved Bellahøj.

Da hun forlod hjemmet, tog hun en mindre taske med lidt tøj og nogle kontanter. Hun efterlod dog sin telefon, computer og betalingskort i hjemmet, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse udsendt torsdag eftermiddag kl. 15.21.

Den 43-årige savnede kvinde beskrives som 177 centimeter høj, almindelig af bygning og med skulderlangt lyst hår.

Hun var iført en sort og halvlang dunjakke, mørke bukser samt sorte Ilse Jacobsen-gummistøvler. Hun kørte fra sit hjem i en hvid Chevrolet Spark med registreringsnummer AK 82 345.

Bilen er sidst set på Frederikssundsvej i Brønshøj.

Politikredsen vil meget gerne høre fra borgere, som har set Maria From Jacobsen eller har oplysninger om, hvor hun kan befinde sig.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.