Sydøstjyllands Politi advarer søndag mod et ondsindet svindelnummer, som er designet til at lokke ældre medborgeres bankoplysninger ud af dem, så griske bagmænd kan lænse deres konti.

Det får politiet til at opfordre alle til at passe ekstre godt på deres ældre medborgere, således at så få som muligt hopper på det udspekulerede nummer.

Politiet forklarer fremgangsmetoden i en række tweet, som du kan se indholdet af her:

  • Vi modtager p.t. mange anmeldelser fra borgere om, at de bliver ringet op fra et telefonnummer, der er det samme som et polititelefonnummer (ender på 1448).
  • En mand udgiver sig for at være fra Rigspolitiets It og fortæller så, at nogen har oprettet lån i borgerens navn.
  • Han beder derfor om en masse oplysninger fra borgeren – særligt bankoplysninger. Det er IKKE os, der ringer, og vi beder aldrig om sådanne oplysninger.
  • Det er et svindelnummer, som foregår via en app, som ændrer telefonnummeret der ringes fra.
  • Hjælp særligt jeres ældre venner og familiemedlemmer, da de ofte er svindelnummerets ofre, ved at tale med dem om, at politiet ikke ringer for at få disse oplysninger.