Gaveudpakningen 25. december endte i et blodbad for en amerikansk familie i Californien.

Klokken 1.45 lokal tid modtog Fresno Coutny Sheriffs Office et alarmopkald omhandlende skud affyret i et hus i byen Reedley. Det oplyser sherifkontoret selv i en pressemeddelelse.

Da politiet ankom til adressen fandt de to kvinder, der var dødeligt såret af skud.

Den ene var 58-årige Magdalena Alvarez, den anden var 39-årige Meisa Rashid.

En 23-årig mand, Austin Alvarez, var stukket af fra gerningsstedet i en pickup truck.

Sherifkontoret udsendte en efterlysning, og i samarbejde med flere politiafdelinger lykkedes det et finde og anholde den dobbelte drabsmistænkte.

Han er nu varetægtsfængslet i Fresno County Jail med en kaution på 2,5 millioner dollar.

I forbindelse med undersøgelsen af skudepisoden har efterforskerne talt med flere vidner, der fortæller, at Austin Alvarez ankom til huset, hvor medlemmer af hans familie var samlet for at udveksle gaver.

På et tidspunkt under sit besøg valgte han at trække et skydevåben frem for at skyde flere af sine familiemedlemmer.

Under sit besøg affyrede han fire skud, der ramte hans bedstemor, Magdalena Alavarez og hans fars kæreste, Meisa Rashid.

Begge mistede livet.

På vej væk fra huset fik han øje på sin far, der sad i en parkeret bil. Han affyrede også skud i hans retning, men ramte ikke.

Ifølge politiet er det endnu uklart, hvorfor Austin Alvarez valgte at skyde sin bedste og sin papmor.

»Der er endnu ikke blevet etableret et klart motiv. Det hører under den igangværende efterforskning,« skriver Fresno Countys Sheriffs Office, der efterlyser vidner og personer med viden om sagen.

Austin Alvarez blev anholdt cirka 10 kilometer fra gerningsstedet.