Natten til fredag blev en mand vred på politiet og gik til angreb med et noget originalt våben. Nemlig en laserpen med rød laserstråle. 

Det skriver Fyns Amts Avis.

»Den ene betjent lyser han i brystet, og den anden lyser han i hovedet. Og den her lysstråle er så kraftig, at den kan gøre skade på for eksempel øjnene, så de ender faktisk med at sigte manden for vold mod tjenestemand,« forklarer Jakob Stokholm, politikommissær ved Fyns Politi i Svendborg til avisen. 

Manden var blevet vred, da politiet om natten havde fattet interesse for en trailer, der stod på en adresse i Oure. 

Det viste sig, at der ikke var betalt afgift på traileren, så politifolkene begyndte at pille nummerpladerne af traileren. 

Det var her, hvor den 29-årige laserpensvingende mand dukkede op. 

Han begyndte ved samme lejlighed også at svine betjentene til, hvorefter han blev anholdt.