Handel med ulovligt importerede hvalpe anslås at være den tredjemest profitable sorte økonomi i Europa – kun overgået af våben- og narkohandel.

Men det skal der sættes en stopper for, mener minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S).

»Det er fuldstændig uacceptabelt, og vi har derfor tre konkrete initiativer, så vi kan få det stoppet,« lyder det fra Rasmus Prehn.

Den beslutning kommer efter, at B.T. og ikke mindst Dyreværnet har sat fokus på, hvordan forholdene er på hvalpefabrikker i blandt andet Rumænien og Polen.

I den forbindelse udgav Dyreværnet en dokumentar i fem afsnit. Her gik den tidligere narkobetjent i Københavns Politi René Dahl Andersen undercover og besøgte flere hvalpefabrikker rundt om i Europa, hvor hunde opdrættes under kummerlige kår.

I dokumentaren kom det blandt andet frem, at hvalpene typisk bliver købt på hvalpefabrikkerne for mellem 3.000 og 5.000 kroner og solgt videre i Danmark for mellem 14.000 og 25.000 kroner.

»Vi har fulgt det tæt, og nu går jeg ind i en intens indsats i forhold til resten af Europa, så vi kan få lukket den her kattelem for de hundeavlsfabrikker. Vi må have en fælles EU-politik og en standard på tværs af landene,« siger Rasmus Prehn, der forventer at tage de nye initiativer op på førstkommende rådsmøde i EU.

I forbindelse med Dyreværnets dokumentar blev der oprettet et borgerforslag med titlen 'Freyas Lov', der nu har fået mere end 50.000 underskrifter og vil blive fremsat i Folketinget til januar.

Borgerforslaget har været medvirkende til, at Rasmus Prehn nu vælger at skride til handling.

»Derudover har vi oprettet en hjemmeside, der hedder 'Klar til hund', hvor man kan blive klogere på, hvad man skal gå efter og ikke mindst, hvilke faldgruber der kan være, når man køber hund,« siger Rasmus Prehn og fortsætter:

»Til sidst vil vi oprette en 'positivliste', hvor man som hundekøber kan se, om de, man vil købe hund af, er på listen. Hvis ikke sælgeren fremgår af listen, opfordrer vi køberen til at undersøge sælgeren nærmere,« siger han,

Rasmus Prehn medgiver, at listen formentlig ikke vil være 100 procent opdateret, men at den alt andet lige gøre det mere overskueligt for køberen, så man undgår at købe ulovligt importerede hvalpe.

I Dyreværnets dokumentar spekuleres der i, at hårdkogte kriminelle ser en vej ind i handel med hvalpe, fordi straffen typisk ikke er særlig hård. Har I tænkt jer at se på det?

»Det er oplagt, og det er jeg bestemt ikke fremmed over for. Det er jo hjerteskærende, men man kan godt få indtrykket af, at nogen flytter fra narkohandel til det her, fordi der er mange penge i det. Hvis det er tilfældet, så kigger vi selvfølgelig på det,« siger Rashmus Prehn, der selv har to hunde.

Det politiske initiativ er noget, der glæder tv-vært Felix Smith, som i mange år har engageret sig i dyrevelfærd, ligesom han også i flere år har talt hundenes sag.

»Jeg er ovenud lykkelig for, at der nu ser ud til at ske noget,« siger han og tilføjer:

»Det ser ud til, at det, vi har fremlagt, trænger igennem hos politikerne, og det er jeg virkelig glad for.«

Felix Smith har igennem flere år haft et samarbejde med Dyreværnet, og da organisationen i efteråret oprettede borgerforslaget 'Freyas Lov', gjorde han alt for at bakke op om det.

Med forslaget håber de, at det bliver et lovkrav, at hundesælgere i Danmark skal kunne fremvise moderen til hvalpen, før den må sælges.

»Og nu tyder det på, at de (politikerne, red.) tager det alvorligt og anerkender det som et stort problem. Det er vigtigt for mig, selv om det selvfølgelig ikke er det samme som klokkeklare love og regler.«