I en lejlighed i Sønderborgs østlige bydel er der i dag sket drab på en 24-årig mor og hendes to børn - en dreng på 6 år og en pige på 4 år.

Faderen til de to dræbte børn, en 32-årig mand, er anholdt på gerningsstedet, hvortil han havde tilkaldt et familiemedlem, der anmeldte forholdet til politiet.

Manden er sigtet for drabene, og vil senere i aften blive afhørt. Det oplyser politiet.

Motivet til drabene er endnu ikke kendt, men politiet har kendskab til, at parret gennem flere år har boet sammen, og for ca. seks måneder siden flyttede moderen og børnene til den lejlighed, hvor drabene har fundet sted.

Der er tale om etniske danskere. Hverken den dræbte kvinde eller den anholdte formodede gerningsmand er tidligere kendt for noget kriminelt, oplyser politiet.

Hændelsesforløbet er endnu ikke endeligt klarlagt, men tilsyneladende er moderen og drengen død ved kvælning, medens pigens halspulsåre er skåret over med en kniv.

Lige nu er politiet i gang med tekniske undersøgelser samt anden efterforskning.

Den 32-årige mand fremstilles søndag i grundlovsforhør.