Flere udrykningskøretøjer er ankommet til Rørkjær Skole Urban i Esbjerg.

Her er seks syrebomber blevet kastet ind på skolegården i løbet af mandag aften eller natten til tirsdag, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 10.50 i dag fra skolens ledelse.

Skolen har informeret eleverne om hændelsen samt kommunikeret til forældre via Aula.

Af hensyn til efterforskningen af de 6 syrebomber i skolegården på Rørkjær Skole Urban flyttes eleverne fra skolen og over i hallen.

Derudover er der ankommet en lægebil.

Hvis man har været på skolen og oplever åndedrætsbesvær eller har været eksponeret for væske i øjnene, skal man ringe 1-1-2.

Hvis man har været på skolen og oplever ubehag, skal man kontakte sin egen læge.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer på det kraftigste alle borgere til at holde sig væk fra lukkede flasker, som er fyldt med væske og ligger smidt.

Hvis man ser flasker af den type i området omkring Rørkjær Skole Urban i Esbjerg, beder vi om at kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4.