Et stort antal betjente iført skriggule veste og synlige mundbind måtte fredag aften rømme Hells Angels rockerborg på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter.

Alle til festen blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsloftet på ti personer.

»Vi får en anmeldelse om noget fest, og vi er derude omkring 21.30. Her træffer vi 34 personer, som alle bliver sigtet og herefter bedt om at forlade stedet,« siger Rasmus Skovsgaard, der er politiinspektør i Københavns Politi.

Rasmus Skovsgaard understreger, at alt foregik i fred og fordragelighed.

Hells Angels bygning på svanevej i København NV.
Hells Angels bygning på svanevej i København NV. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

»Der var ingen ballade, og der var ingen der modsagde sig sigtelsen,« lyder det fra politiinspektøren.

Ifølge B.T.s fotograf, der var til stede fredag aften, var op mod 40-50 betjente blevet kaldt ud til Hells Angels klubhus.

Over for B.T. ønsker Rasmus Skovsgaard ikke oplyse, hvor mange betjente der var, men fordi adressen og klientellet er politiet bekendt, spillede det ind i vurderingen.

»Ud fra anmeldelsens karakter vurderede vi, at vi skulle være en del til stede,« lyder det fra Rasmus Skovsgaard.

En sølvgrå Mercedes ruller ud fra gården, hvor Hells Angels holder til i Københavns nordvestkvarter.
En sølvgrå Mercedes ruller ud fra gården, hvor Hells Angels holder til i Københavns nordvestkvarter.
Vis mere

Forsamlingsloftet på ti personer gælder normalt ikke i private boliger og tilhørende haver, som kun beboerne råder over, men Københavns Politi vurderede festen i HA’s klubhus til at være i ‘foreningslag’ og derfor i strid med de gældende regler.

»Vi vurderer, at der er tale om foreningslokale, og derfor må man ikke være mere end ti personer samlet,« siger Rasmus Skovsgaard.

Med sigtelsen kan de 34 HA’ere se frem til et bødeforlæg på 2.500 kr., hvis der er tale om et førstegangstilfælde.

Er der tale om 'gentagelsestilfælde' kan der være grundlag for højere bødestraffe.