Der var stort politiopbud, da tre terrortiltalte onsdag tog plads på anklægebænken i retten i Holbæk.

De forholdt sig roligt og lyttede, da anklageren løftede sløret for sagens detaljer og de opsigtsvækkende fund, som politiet har gjort under efterforskningen.

Blandt andet kom det frem, at politiet har fundet store mængder kemikalier, bombemanual, våben, flere Islamisk Stat-flag og videoer af en selvmordsaktion og halshugninger.

På en harddisk har politiet fundet en tegning af, hvordan en fjernstyret legetøjsbil kan bruges i forbindelse med bilbombning, og derudover har man fundet netop en legetøjsbil og andre remedier som dem på tegningen.

I en kuffert fandt man også et walkietalkiesæt, øresnegle, en paryk, en hat med kamera og gummihandsker. Og under sengen fandt man en automatriffel i en dametaske.

De tre personer er tiltalt for at planlægge et eller flere bombeangreb og for at have finansieret terror ved at sende penge til den kvindelige tiltaltes bror i Islamisk Stat.

To af de tiltalte, som danner par, er også tiltalt for at fremme terror ved at hjælpe broren i Islamisk Stat med blandt andet militære landkort.

De tiltalte fik ikke lejlighed til at udtale sig under dagens første retsmøde.

De nægter sig skyldig i alle anklager og ser frem til at give deres syn på sagen, oplyser deres forsvarsadvokater.

Herunder kan de læse eller genlæse B.T.s livedækning fra sagens første retsmøde.