Da hun en dag havde været forbi en mandlig kiropraktor, fik hun efterfølgende streng besked om, at hun skulle gå i bad. Hendes kvindelige kæreste brød sig nemlig ikke om, at en mand havde rørt ved hende.

Ugen efter startede volden. 

»Jeg tænkte, at enten ville jeg tage mit eget liv, eller også ville hun slå mig ihjel,« har kvinden fortalt om sine tanker i forholdet.

Hun er én ud af fire kvinder, der ifølge NRK denne uge har fået retten i norske Buskeruds ord for, at deres ekskæreste har udsat dem for vold. Fysisk såvel psykisk.

Det var nemlig ikke kun spark og slag, der ifølge dommen var en del af kvindernes hverdag med ekskæresten.

Det samme var den sociale kontrol og jalousien.

Kvinderne oplevede ifølge eget udsagn at få slettet deres konti på sociale medier og i stedet for installeret apps, som ekskæresten kunne bruge til at overvåge deres færden. 

»Overvågningen var ude af kontrol. Engang, hvor jeg var hjemme hos mine forældre, blev hun rasende, fordi hun ikke på kortet kunne se, at det var dér, jeg var. Det havde i stedet set ud, som om jeg var i nabohuset,« har en af kvinderne fortalt i retten. 

Flere har også fortalt om at modtage trusler, skriver NRK.

»Fuck me once, I screw you twice,« skal hun have skrevet til en af kvinderne, der ifølge eget udsagn også har oplevet at få stukket en pistol ind i munden.

»Jeg husker ikke, hvornår det skete, men jeg husker smagen af den, farven på den.«

Ville frifindes
Tre års ubetinget fængsel og et betragteligt erstatningskrav på 120.000 norske kroner til hver af de fire ekskæreste lød dommen så i denne uge. 

Om ekskæresten modtager den, har hun endnu ikke taget stilling til. Hun har sagen igennem fastholdt sin uskyld, omend hun har erkendt, at forholdene har været turbulente. 

I retten har hun indrømmet at have slået ekskæresterne med flad hånd. Og at hun har skubbet til dem. Men hun mener ikke, hun står alene med skylden for de eskalerede skænderier.

Og kvindernes fortællinger er i øvrigt stærkt overdrevne, mener hun. 

»Det er en sammensværgelse mod mig. Der er folk, der bevidst har afstemt deres forklaringer,« har hun udtalt i retten.

Hun og hendes forsvarer er gået efter frifindelse. Uden held.

Selv hvis de ikke anker dommen, er det dog ikke sikkert, at kvinden har taget plads på anklagebænken for sidste gang. 

En femte ekskæreste spøger nemlig i kulissen. 

Mistede livet
Hun og den nu dømte blev i 2021 gift og fik efterfølgende et barn. Et barn, der året efter mistede sin ene forælder til en overdosis. 

Politiet har siden mistænkt hustruen for at være involveret i dødsfaldet – for uagtsomt manddrab.

En sag og en efterforskning, der for nyligt blev henlagt, da man ikke mente at kunne føre bevis for hustruens skyld. 

Den afdøde kvindes familie har dog ifølge NRK klaget over afgørelsen, som nu ligger hos Rigsadvokaten, der skal tage stilling til, om politiet har truffet den rette afgørelse ved at droppe sagen. 

Under retssagen med de fire ekskærester er det kommet frem, at den nu dømte hele livet har haft et misbrug, og at de i øvrigt selv har følt sig tvunget til at tage stoffer for at undgå hendes vrede.