Nu er det nok - Pusher Street skal lukkes permanent.

Det siger Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i et skriftligt svar til Berlingske.

»Volden og kriminaliteten omkring Pusher Street har for længst nået et niveau, vi hverken kan eller vil finde os i.« 

»Utrygheden er nu så stor på Christiania, at der kun er en vej frem, og det er en permanent lukning af Pusher Street«, siger hun.

Tidligere søndag var christianitternes talsmand Hulda Mader ude og sige det samme til Ritzau.

»Vi har snakket med både stat og kommune, og der er en proces i gang. Nu håber vi, at den kan gå hurtigere,« lød det fra Mader.

Reaktionerne kommer efter, en 30-årig mand lørdag ved 19.20-tiden blev dræbt af skud ved Pusher Street på Christiania.

Den dræbte var ifølge B.T.s oplysninger prøvemedlem i Hells Angels' afdeling på Svanevej. Han har en fortid i gadebanden NNV, der sidste efterår opløste sig selv, hvorefter en del af bandens medlemmer blev optaget i Hells Angels.

Yderligere to mænd og to kvinder blev ramt ved gårsdagens skyderi - de var efter alt at dømme på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, erfarer B.T.

En person er anholdt, men ifølge politiet var der to gerningsmænd.