Et timelangt drama sluttede onsdag aften klokken 23.30 ved havnen i Struer, der involverede en massiv politistyrke, en evakueret restaurant og en drone.
Men sent på aftenen blev en 53-årig mand endelig anholdt og sigtet for trusler på livet og trusler mod politiet.
Siden eftermiddag havde manden siddet i en sejlbåd i havnen og fremført trusler om, at han var bevæbnet med et skydevåben og en håndgranat.
I timevis stod en stor politistyrke klar i havnen. Folk i området fik besked på at holde afstand, mens en restaurant blev evakueret for gæster.
»Politiet kom herind på restauranten og bad os om at evakuere. De fortalte, at det er på grund af trusler fra en mand, der befinder sig i en sejlbåd nær havnen,« forklarede Kristine Christensen, indehaver af Restaurant Ved Fjorden i Struer, til B.T. onsdag aften.
Hun fortalte videre, at hun kunne se sejlbåden fra vinduet i restauranten, og at der var sendt en drone fra politiet i luften.
Flere gange i løbet af dramaet var politiet i kontakt med den 53-årige i båden, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Men det var ikke muligt at få ham til at overgive sig frivilligt.
Derfor valgte politiet at sprøjte vand på manden, da han et kort øjeblik ved 23.30-tiden havde bevæget sig udenfor på båden. Manden faldt i vandet, blev hjulpet op og anholdt.
Efterfølgende fandt politiet den omtalte håndgranat på båden. Det viste sig at være en ufarlig øvelsesgranat.
Politiet er fortsat i gang med undersøgelser på og omkring båden. Torsdag vil der blive taget stilling til, om den 53-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.