Drabet på en 25-årig mand i Malmø trækker tråde til den danske bandekonflikt, erfarer B.T.

Øresundsbroen blev onsdag eftermiddag lukket af svensk politi, efter en mand var blevet skudt og dræbt på gaden i bydelen Bunkeflostrand umiddelbart syd for Øresundsbroen i Malmø.

Broen blev lukket, fordi politiet mistænker, at der er forbindelse mellem drabet i Bunkeflostrand og de fire skudepisoder, der for nylig har fundet sted i København.

Svensk politi har endnu ikke sat navn på offeret, men ifølge B.T.s oplysninger er der tale om en mand med tilknytning til Danmark.

Den 25-årige har ifølge B.T.s oplysninger direkte forbindelse til den frisør i Rødovre, hvor der i begyndelsen af december blev affyret skud mod tre personer, hvoraf den ene afgik ved døden.

Den oplysning vil politiet i Malmø dog ikke bekræfte.

»Det eneste, vi kan sige om offeret, er, at det er en 25-årig mand,« siger en pressetalsmand for politikredsen.

Politiet i Malmø har anholdt fire personer som ifølge politiet er under mistanke for at være involveret i drabet på den 25-årige.

Deres identitet er ikke blevet offentliggjort, men ifølge B.T.s oplysninger er der tale om personer med tilknytning til banden NNV.

Banden regnes for at være den ene part i striden, fordi den første skudepisode fandt sted ved et kendt NNV-tilholdssted på Nørrebro, og fordi offeret i den første skudepisode havde tilknytning til NNV.

Ifølge B.T.s oplysninger er danske medlemmer af NNV tidligere blevet set køre rundt i kortege i Malmø, ligesom svenske bandemedlemmer er blevet set køre rundt på lignende vis i København.

En af de anholdte i skudsagen fra Malmø er ifølge B.T.s oplysninger en mand midt i tyverne, der regnes for at være et af de mest toneangivende medlemmer af den københavnske bande. Den oplysning ønsker politiet heller ikke at bekræfte.

B.T. har spurgt både Københavns Politi og Vestegnens Politi, hvilke forbindelser der er mellem drabet i Malmø og den verserende konflikt i København, men begge politikredse henviser til svensk politi.

Tidligere har politiinspektør Torben Svarrer udtalt, at der er et tæt samarbejde mellem dansk og svensk politi om at opklare de mange skudepisoder.

De fire anholdte skal inden for tre døgn stilles for en dommer, der skal tage stilling til, om der er grundlag for at opretholde en varetægtsfængsling.