Et skænderi i hjemmet udviklede sig onsdag aften så dramatisk for et ægtepar fra Aars i Nordjylland, at en 64-årig mand nu svæver i yderste livsfare efter at være blevet stukket en enkelt gang i maven med en køkkenkniv af sin 55-årige kone.

- Det var datteren, der slog alarm til politiet, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi til bt.dk.

Parrets 23-årige datter bor i kælderen i familiens hus i Aars, hvor knivstikkeriet skete onsdag aften klokken cirka 18.55.

Den 64-årige mand blev omgående kørt på hospitalet, hvor han kom på operationsbordet, og hans tilstand beskrives som kritisk.

Politiet kender endnu ikke årsagen til knivstikkeriet eller de nærmere omstændigheder.

Kvinden er endnu ikke afhørt af politiet. Hun risikerer nu en sigtelse for drabsforsøg på sin mand.

Ved du noget? Tip os på 1929@bt.dk eller via siden her.