En del danskere må nok erkende, at de har gjort noget, de bagefter ikke var så stolte af under påvirkning af alkohol.

Om det også gælder en 35-årig mand, skal være usagt, men det, han gjorde i påvirket tilstand søndag aften, har nu kastet en sigtelse af sig. 

Klokken 22.36 modtog politiet en anmeldelse om, at en gaffeltruck var blevet stjålet på Havnegade i Thyborøn, TV Midtvest.

Politiet sendte en patrulje afsted, og knap en time senere fandt betjente fra lokalpolitiet i Holstebro gaffeltrucken – og den 35-årige mand.

Det viste sig, at han havde stjålet gaffeltrucken og kørt rundt i den for til sidst at vælte.

Ifølge politiet var manden derudover påvirket af alkohol. 

Han er nu sigtet for brugstyveri.