Det var angivelig uenigheder på fodboldbanen, der førte til, at en 14-årig dreng tidligere på året blev overfaldet af en gruppe personer, der opsøgte ham med knive, pistol og peberspray.

Det viser et svar fra justitsminister Mattias Tesfaye (S) til folketingsmedlem Peter Skaarup (DF)

Overfaldet fandt sted i april, hvor den 14-årige dreng blev ramt af knivstik i venstre underarm og i hovedbunden, hvor han fik en lang flænge.

Episoden skete i Lærkeparken i Odense-bydelen Vollsmose og har givet anledning til, at Dansk Folkepartis Peter Skaarup har bedt justitsminister Mattias Tesfaye (S) om at svare på en række spørgsmål om sagen.

I svaret oplyser Fyns Politi, at det er deres vurdering, at baggrunden for overfaldet beror på nogle stridigheder mellem nogle unge drenge i forbindelse med en fodboldkamp.

En fodboldkamp – og altså en strid – der fandt sted dagen før, at den 14-årige dreng blev stukket ned.

Det er ikke politiets formodning, at overfaldet har relation til den aktuelle konflikt mellem banderne i Odense.

I svaret oplyser Fyns Politi også, at den 14-årige dreng har været igennem flere operationer i forhold til at redde førligheden i den ene hånd.

En 16-årig mand har siden slutningen af april siddet varetægtsfængslet i sagen. En 18-årig mand er også sigtet i sagen, men blev løsladt kort efter, han blev anholdt.

Sagen er stadig under efterforskning.