Østjyllands Politi søger vidner, der har set tre biler køre tæt på hinanden i høj fart i det vestlige Aarhus søndag aften omkring klokken 18.30.

Klokken 18.34 observerede en patrulje en blå Audi, en rød Porsche og en sort Toyota Cabriolet køre med meget høj hastighed ad Silkeborgvej.

Da de tre biler var tæt på krydset Henrik Hertz Vej/ Silkreborgvej foretog bilisten i Audien en hasarderet overhaling af Porschen og Toyotaen.

Det var betjentenes opfattelse, at de tre bilister forsøgte at køre om kap med hinanden.

Patruljen satte efter de tre biler, der først begyndte at sænke farten i et kryds længere fremme, hvor det lykkedes betjentene at få bragt Porschen og Audien til standsning, mens føreren af Toyotaen kørte videre.

Førerne af de to standsede biler, en 41-årig mand og en 46-årig mand, er foreløbigt sigtet for nogle enkelte færdselsforseelser, men politiet er nu ved at klarlægge de tre bilisters kørsel forud for standsning for at finde ud af, om de kan sigtes for yderligere.

Vidner har fortalt, at de tre bilister kørte hensynsløst og med høj fart rundt i området, og at de formentlig begyndte kørslen omkring Kvickly ved Åbyhøj Torv, hvor de kørte i vestlig retning ad Silkeborgvej.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set de tre biler køre i området søndag aften, særligt omkring vejarbejdet ved krydset Silkeborgvej/ H.C. Andersens Vej.

Så du bilerne, eller har du optaget deres kørsel, så kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.