Der var voldsomme scener i Sorø tidligere på dagen, efter en 82-årig mandlig fodgænger blev kørt ned af en cyklist på Storgade i Sorø.

Manden var så ilde tilredt, at de tililende ambulancefolk så sig nødsaget til at få en helikopter til stedet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.

»Vi antager, at manden mister balancen og falder på en måde, så han kommer meget alvorligt til skade. Han er blevet fløjet til Rigshospitalet, men udover at det vidner om en vis alvor, så kender vi ikke hans tilstand,« siger kommunikationsmedarbejder Palle O. Hansen.

På grund af fodgængerens alvorlige skade blev den centralt beliggende gade spærret af i timevis, mens både politi og bilinspektør arbejdede på stedet.

Cyklisten, som var involveret i ulykken, er sluppet uskadt. 

Politiet oplyser, at han ikke er sigtet for noget i forbindelse med ulykken.