Mysteriet vokser i den tragiske sag, hvor en 15-årig dreng blev fundet død i en skov nær Stockholm i lørdags.

Politiet har hele tiden antydet, at der kan være tale om et drab, og løfter nu sløret for, hvorfor det er deres teori:

Den unge dreng er blevet udsat for meget grov vold.

Det skriver Aftonbladet, der endvidere nu kan afsløre, at en jævnaldrende drengs forsvinden kædes sammen med sagen.

Ifølge avisens kilder er den døde dreng, der blev fundet i en skov i byen Ösmo, blevet udsat for knivstik, men det kan politiet ikke bekræfte.

»Drengen blev udsat for kraftig vold, men jeg kan ikke komme ind på, hvilken type vold, der er tale om. Vi har indledt en drabsefterforskning,« siger senioranklager Hanna Cardell i en pressemeddelelse.

Hun kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at det formodede drab er banderelateret.

Aftonbladet erfarer desuden, at en dreng under 15 år er forsvundet fra den døgninstitution i Stockholm-området, hvor han boede.

»Om det har nogen relation til mordet er endnu ikke klarlagt,« skriver anklagemyndigheden.