»Vi var trætte. Også af hinanden, fordi vi havde været så meget sammen,« siger Dizzy Mizz Lizzy-forsanger Tim Christensen.

De sidder tre bandmedlemmer i T-shirt og skæg på rooftop-restauranten Tramonto. Få grå hår melder sig.

Dizzy Mizz Lizzy har gjort comeback på den danske rockscene med gamle hit, der bare ikke vil dø. Store, folkelige koncerter på Grøn Koncert venter snart. Og en ny plade.

I dag fylder Tim Christensen 45 år og kan se tilbage på en mere end 25 år lang karriere, der begyndte med bandsucces i 90'erne, indtil der uventet kom et brud.

Tim Christensen gik solo og charmerede hele Familien Danmark i 00'erne, da radioerne skamspillede bløde ballader som 'Love Is a Matter Of… og 'Right Next to the Right One'.

»Vi blev ikke uvenner, men jeg ville gerne nye steder hen,« siger Tim Christensen.

Uenighederne opstod, da de i 1996 indspillede gruppens blot anden plade, 'Rotator', i de berømte Abbey Road-studier i London, hvor The Beatles havde skabt flere af deres mesterværker.

De to andre ville spille hårdtslående rock. Men Tim Christensen faldt for både The Beatles' blødere lyd og sangerinden Pernille Rosendahl.

Dizzy Mizz Lizzy består af trommeslager Søren Friis (tv.), sanger og guitarist Tim Christensen og bassist Martin Nielsen (th.). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Dizzy Mizz Lizzy består af trommeslager Søren Friis (tv.), sanger og guitarist Tim Christensen og bassist Martin Nielsen (th.). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det nye kærestepar fik øgenavnet John og Yoko af de to andre. Med tanke på dengang John Lennon mødte Yoko Ono, og The Beatles langsomt gik i opløsning.

»Pernille Rosendahl har måske lidt været en Yoko Ono,« indrømmer Tim Christensen.

»Jeg var røvforelsket i en pige, og så blev hun mere interessant, og det var det samme, der skete for John Lennon i The Beatles,« siger Tim Christensen.

»Og så var Dizzy ikke i centrum mere,« siger trommeslager Søren Friis og fortsætter:

»Der skete pludselig andre ting. Jeg kørte som lastvognschauffør og hørte Tim Christensen i radioen og slog over på en anden kanal,« griner han.

Søren Friis blev lastvognschauffør, og Martin Nielsen blev postbud, og så var Valby-gruppen, der blev dannet i de sene skoleklasser i 80'erne, splittet.

Men blev I ved med at se hinanden over en øl på Teglskægget i Valby?

De griner.

»Nej, overhovedet ikke. I starten sås vi lidt, men så fadede det ud,« lyder det fra Martin Nielsen.

Dizzy Mizz Lizzy spøgte alligevel i mange år, mens Tim Christensen kørte soloshow.

»Jeg slap aldrig for at høre på, hvornår Dizzy blev gendannet. Det var hver uge.«

»Til sidst, da jeg havde bevist over for mig selv, at jeg ikke var afhængig af en fortid, slappede jeg mere af omkring det,« siger Tim Christensen.

Roskilde Festival 2016. Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i front på Orange Scene lørdag eftermiddag.
Roskilde Festival 2016. Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i front på Orange Scene lørdag eftermiddag. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I 2016 kom der til alles overraskelse en ny Dizzy-plade indspillet i al hemmelighed. Den fik en solid modtagelse af både fans og anmeldere.

»Den var som en ny debutplade. Alt blev nulstillet,« siger Søren Friis.

Der var ingen hit, men det er de ligeglade med.

»Vi har frie hænder og skal ikke bevise 1'eren igen. Den er lavet,« siger bassist Martin Nielsen.

»Der kommer nok heller ingen hit på den nye plade,« siger Tim Christensen, der er hovedkomponisten.

»Der er slet ikke plads til rock på kommercielle radiokanaler, og rock er en gammel dreng, men det er den altså ikke på live-scenerne,« uddyber han.

Er der så også stadig druk og damer i lange baner?

»Ikke for mig. Jeg er utrolig kedelig på det område. Det er nok mere i rytmesektionen,« griner Tim Christensen.

»Tim skriver sange, så vi andre kan komme ud og få et par bajere,« siger Søren Friis.

Den nye plade udkommer efter planen i februar 2020.