En 24-årig russisk udgave af den amerikanske filmstjerne Scarlett Johansson.

Sådan bliver influenceren Ekaterina Shumskaya beskrevet på internettet, hvor hun konstant bliver sammenlignet med den 13 år ældre skuespillerinde.

Og sammenligningen er da heller ikke helt ude i skoven.

For hvis man kigger på billeder af de to kvinder, så er lighederne ikke til at undgå at se.

Til venstre ses Ekaterina Shumskaya og til højre ses Scarlett Johansson.
Til venstre ses Ekaterina Shumskaya og til højre ses Scarlett Johansson. Foto: Privat/Robyn Beck
Vis mere

Man skulle ikke umiddelbart tro, at Ekaterina Shumskaya ville have noget imod at ligne en af verdens smukkeste kvinder, men ikke desto mindre er den unge russer langtfra tilfreds med at blive sammenlignet med skuespillerinden.

Det skriver New York Post, der refererer fra et interview, som influenceren har haft med Cater News.

I interviewet fortæller hun, at hun ofte bliver kontaktet af folk på sociale medier, som er overbeviste om, at hun rent faktisk er den berømte filmstjerne.

»Jeg vil gerne leve mit eget liv, ikke Scarletts,« siger den russiske dobbeltgænger.

På trods af at Ekaterina Shumskaya påstår, at hun er træt af sammenligningerne, så virker det alligevel til, at hun forsøger at omfavne dem.

I hvert fald kan man se på TikTok, hvor hun har over ti millioner følgere, at hun ofte klæder sig ud som 'Black Widow', som er den karakter, Scarlett Johansson spiller i Marvel-filmene.

»Jeg bliver ofte takket for mit fantastiske skuespil i 'Black Widow'« siger hun og fortæller, at hun dog også har modtaget trusler fra folk, der tror, at hun er skuespillerinden:

»Nogle folk er gået så langt som at true med at slå mig ihjel,« siger hun.

Ekaterina Shumskaya bor i Moskva og arbejder til daglig som model.

Hun fortæller, at hun aldrig har talt med Scarlett Johansson, og at hun ikke ved, om skuespillerinden overhovedet ved, at hun eksisterer.

Hun fortæller endvidere, at hun engang troppede op til premieren på 'Black Widow' udklædt som Scarlett Johansson, men at ingen umiddelbart reagerede.

»Jeg klædte mig ud og tog en fotograf med, men ingen kom hen til mig. Folk kiggede mest bare på mig, som om jeg var en idiot.«