Den norske prinsesse Märtha Louise har for nylig været i vælten, fordi hun har brugt sin kongelige titel i kommercielt øjemed.

Det skete på en turné, som hun og kæresten, den selvudnævnte shaman Durek Verrett, holdt i forskellige lande.

Deres foredragsturné hed 'The Princess and the Shaman', men det skal ikke være tilfældet længere. Det skriver det norske medie VG.no.

Prinsesse Märtha Louise har på sin Instagram-konto fortalt, at hun dropper at bruge sin kongelige titel i forbindelse med sine forretninger. Det sker i samarbejde med 'min familie', skriver hun.

'Der har været mange diskussioner om min brug af titel i kommercielle sammenhænge på det sidste. Det, at jeg brugte 'prinsesse' i titlen på min turné, har jeg tidligere sagt, at jeg er vældig ked af, og det står jeg stadig ved,' skriver den norske prinsesse og fortsætter:

'Det var en fejltagelse, og jeg har indset, at det provokerer, når prinsessetitlen bliver brugt på den måde.'

Beslutningen er truffet, efter prinsessen har været i dialog med det norske kongehus. De skriver i en pressemeddelelse:

'Prinsesse Märtha Louise har i samråd med sin familie besluttet, at hun fra nu af ikke vil bruge prinsessetitlen i sin virksomhed. Prinsessen vil fortsat bruge sin titel, når hun repræsenterer kongehuset og i private sammenhænge.'

Tidligere på året sagde den norske kronprins Haakon også, at de fra kongehusets side ville tage en snak med søsteren for at finde ud af, hvad de skulle gøre ved hendes brug af titlen.

'Det er sådan, at vi følger med i det, som bliver sagt og skrevet. Det, vi ønsker, er at have en dialog med min søster, især hvad angår det, som handler om titel og virksomheden.'

Prinsessen og hendes kæreste, amerikanske Durek Verrett, begyndte deres turné med et besøg i København. Ved dette foredrag var tilskuerne vidne til, at Verrett fik en kvinde til at bryde grædende sammen, da han bad ånder om at fjerne hendes dårlige oplevelser.

Verrett har været stærkt debatteret, især af lægefagligt personale, fordi han siger, han kan helbrede mennesker fra langvarig sygdom, og han kan få atomer til at rotere.