Onsdag kom det frem, at tv-værten Cecilie Hother og kæresten Thomas Gregers Honoré længe har været gift i al hemmelighed.

Brylluppet fandt sted kun for dem sidste år i støvregn i Dyrehaven under den gamle eg.

»Det var ikke meningen, at vi ville holde det hemmeligt så længe,« sagde Cecilie Hother, da hun mødte op med sin mand til gallapremiere på 'Last christmas' i københavnerbiografen Imperial.

»Vi ville egentlig have fortalt det lige efter, men så skete det med vores søn, og så fik vi travlt med alt muligt,« sagde Thomas Gregers Honoré.

Tidligt på året mistede de deres ufødte søn langt henne i graviditeten, og familien har bearbejdet sorgen med terapi.

Og faktisk kom det bag på Cecilie Hother, til trods for hendes blogindlæg, at deres giftermål var så stor en nyhed.

»Det er jo ikke, fordi det har været hemmeligt. Mange har set ringet og spurgt, om vi er blevet gift, og vi har svaret: »Jaja, det er vi«.

»Så jeg er faktisk lidt overrasket over, at det er så stor en nyhed. For jeg tænkte, at den havde været ude for lang tid siden,« sagde hun.

Men parret har nydt godt af at afsløre nyheden for offentligheden, afslørede de.

»Det er dejligt, for jeg føler, at vi genoplever det hele igen. Så får vi ligesom et bryllup mere. Vi har fået mange tillykker.«

Nu drømmer de om en stor fest.

»Vi har mange snakke og drømme, men det er ikke blevet til noget,« sagde Thomas Gregers Honoré.

Hvor og hvordan de fejrer den store fest, ved de ikke, men først har de andet at se til.

For på lørdag tager parret til Indien i 10 dage.

Om det hemmelige bryllup skriver Cecilie Hother på sin blog:

'Det var virkelig et intimt bryllup, i støvregn, i faklernes skær under den gamle eg i Dyrehaven, som vi begge elsker. Bjarne Als, min ven fra Bering Blomster, var den eneste som vidste om bryllupet, for han lavede den smukke brudebuket. Og han havde lavet en buket, som var alle de blomster som jeg holder så meget af.'