Den 37-årige popprinsesse afviser nu rygterne om, at hun ikke styrer sin egen Instagram-konto.

»Til jer der tror, at jeg ikke poster mine egne videoer, lavede jeg den her i går, så I tager fejl, men jeg håber, I kan lide den,« siger Britney Spears.

Det sker i en video, hun lagde op søndag.

I videoen, der både blev slettet og re-posted, ser man Britney Spears danse til Rihannas hit “Man Down”, mens hun prøver lårkorte kjoler. En i pink, en i hvid, en i blå.

Opslaget har fået næsten 470.000 hjerter. Og ikke lang tid derefter lagde hun yderligere to billeder op.

Et billede, hvor hun står i en kort, hvid kjole med pufærmer. Og et foto i en zebraternet bikini, hvor hun flyder på et badedyr.

Opslagene giver et helt andet billede, end det der blev tegnet af Britney Spears i foråret.

I begyndelsen af april måned blev hun indlagt på et psykiatrisk hospital.

Først lød begrundelsen, at årsagen var hendes fars skrantende helbred.

Siden kom det frem, at ændringer i hendes medicin forårsagede en psykisk nedtur.

Hun skulle bruge tid til at komme sig, mens lægerne fandt den rette cocktail af medicin.

Indlæggelsen resulterede i den verdensomspændende bevægelse #FreeBritney.

Tilhængerne af bevægelsen mener, at faren har mere end 'blot' juridisk råderet over sin datters formue.

Ifølge dem styrer han Britney Spears' sociale medier, og kritikere mener også, at han var ansvarlig for indlæggelsen på psykiatrisk afdeling.

Siden Britney Spears blev udskrevet, har hun bedt om privatlivets fred.

Britney Spears har på verdensplan solgt over 150 millioner album.