Årets scoop i Metal Ligaen i ishockey hedder Philip Larsen.

Esbjerg-drengen, der er blevet kåret som bedste back i den russiske KHL, og som tre gange har været på All Star-holdet i verdens næstbedste liga, er tilbage i hjembyen.

»Jeg har altid vidst, at jeg vil slutte min karriere i Esbjerg, men hjemrejsen blev fremrykket på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Jeg havde kontrakt med Salavat Yulaev Ufa et år mere, men fik den ophævet og forlod klubben i starten af marts sammen med vores fire finske spillere,« siger Philip Larsen til B.T.

Og landstræner Heinz Ehlers hilser da også dansk ishockeys bedste back gennem tiderne velkommen.

»Philip er en kæmpegevinst for ligaen, for sportens fans og ikke mindst for Esbjerg Energy. Med sin utrolige kvalitet i alle facetter af spillet løfter han hele holdet. At han bliver ligaens mest producerende back, er jeg ikke i tvivl om. Og så har han en god alder med sine 32 år. Det er ikke en træt og slidt spiller, der er kommet hjem,« siger Heinz Ehlers.

Landstræneren havde Philip Larsen med i OL-kvalifikationen i Norge, men måtte undvære ham ved OL i Beijing og VM i Finland i år og krydser nu fingre for, at Philip Larsen får motivationen til at trække landsholdstrøjen over hovedet igen.

»Har man en familie med to små børn – en pige på tre et halvt år og en dreng på fire måneder – er der ting, man ikke vil gå glip af,« siger han og lader landsholdsfremtiden blafre i luften.

En skoletræt Philip Larsen flyttede efter 9. klasse fra Esbjerg til svenske Rögle.

Danmarks bedste back, Philip Larsen, rejste hjem fra KHL et år før tiden på grund af Ruslands invasion af nabolandet Ukraine og bliver et kæmpescoop for Esbjerg Energy i kampen om DM-guldet.
Danmarks bedste back, Philip Larsen, rejste hjem fra KHL et år før tiden på grund af Ruslands invasion af nabolandet Ukraine og bliver et kæmpescoop for Esbjerg Energy i kampen om DM-guldet.
Vis mere

Han vidste tidligt, at han ville være professionel ishockeyspiller, og debuterede som 15-årig i Allsvenskan – som den yngste nogensinde. To år senere fik han debut i Elitserien for Frölunda, og han var blot 20 år, da han spillede sin første NHL-kamp for Dallas Stars.

Efter seks sæsoner og 151 kampe i NHL (Dallas Stars og Edmonton Oilers) gik turen til Rusland, og de sidste fem år har adressen været Salavat Yulaev Ufa.

»Jeg har haft mine bedste år i Ufa og i Jokerit, hvor jeg spillede sammen med Peter Regin og Jesper Jensen Aabo i 2015/16. En fantastisk sæson,« siger Philip Larsen.

Det er hans mål i sin første sæson i Metal Ligaen at blive dansk mester med Esbjerg Energy.

Philip Larsen (th.) i kamp for det danske ishockeylandshold ved VM i Danmark i 2018.
Philip Larsen (th.) i kamp for det danske ishockeylandshold ved VM i Danmark i 2018. Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

»Jeg aftalte for mange år siden med min bedste ven, Sune (Esbjerg-kaptajnen Sune Hjulmand, red.), at når jeg kommer hjem, skal vi være danske mestre sammen,« siger Philip Larsen.

»Det er ikke sikkert, at jeg har lige så meget at byde på i dag, som da jeg var 25 år, men jeg føler ikke, at jeg er slidt. Jeg har trænet med holdet siden juni og mærkede med det samme, at der er en god stemning og et godt sammenhold. Jeg tror på, at vi har et hold, der kan gå hele vejen, men er også bevidst om, at der måske er fire-fem andre hold, der har kvaliteter til at spille med i toppen.«

Philip Larsen advarer mod, at nogen tror, han vil spille en altdominerende rolle i Metal Ligaen, fordi han kommer med det flotteste cv af samtlige spillere.

»Metal Ligaen er så god, at dén tid, hvor én kan gøre det selv, er forbi. Ingen vil i dag kunne dominere, som spillere som Petri Skriko og Todd Bjorkstrand engang kunne gøre det,« siger han.

»Nu skal man have et bredt hold for at være med, hvor det sner. Det er det mest sammenspillede hold, der vinder guld.«

Samtlige ni klubber og kvindernes VM-hold mødte op med hele spillertruppen til torsdagens Media Day hos DIUs hovedsponsor, Dansk Metal, som har forlænget sit sponsorat for Metal Ligaen og herre- og damelandsholdet med fire år til sommeren 2026.