Det første danske ishockeylandshold i VM-opbygningsfasen adskiller sig fra tidligere landshold på to punkter.

For første gang i mands minde er der otte debutanter, og blandt de 23 spillere, som rejser til Frankrig på mandag, er der ikke færre end syv fra Rødovre Mighty Bulls.

De usædvanlige tal skal ses i lyset af playoffkampene rundt om i Europa, som forhindrer spillere i at deltage.

Spillerne sluttede fredag den første VM-samling i Odense, og efter to fridage går det sydpå, hvor holdet skal træne og spille to kampe mod Frankrig fredag og lørdag.

»Det var en aldeles lysende samling. Det var interessant at se de mange nye, unge spillere. De arbejdede hårdt og præsterede på højt niveau. Nu glæder jeg mig til at se dem i kamp,« siger landstræner Janne Karlsson.

Den eneste på Frankrigsturen, som ikke deltog i Odense, var kaptajnen Morten Green.

Inden afrejsen til Ostrava 29. april og VM-premieren mod Slovakiet 2. maj får Janne Karlsson seks testkampe mere.

Hviderusland spiller i Aalborg og Odense henholdsvis 9. og 11. april, Schweiz spiller i Rungsted og Rødovre henholdsvis 16. og 18. april og Tyskland spiller to kampe i Vojens 24. og 25. april.

Desuden spiller et U23- og et kombineret U23/ungseniorhold uofficielle landskampe mod Sydkorea 5. og 7. april i henholdsvis Vojens og Odense under sydkoreanernes VM-træningslejr i Danmark.