»Uden tvivl er niveauet i Metal Ligaen det bedste i mange år med højt tempo og god taktisk disciplin. Jeg glæder mig meget til playoff. Det bliver en hård og tæt kamp om titlen.«

Sådan lyder landstræner Heinz Ehlers' vurdering af den danske ishockeyliga op til fredagens playoffstart efter grundseriens 48 runder.

»Jeg har talt en del med ligaens trænere. De er også positivt overraskede over kvaliteten. Det mest bemærkelsesværdige er, at de gabende tomme tilskuerpladser og den manglende stemning i hallen siden 11. december ikke har påvirket kvaliteten negativt. Det kunne man have frygtet,« siger Heinz Ehlers.

»En kæmpe ros til spillerne. De accepterer coronarestriktionerne og giver alt for at få det bedste ud af situationen. De spiller jo, som om der var tilskuere. Men selvfølgelig har de også et job at kæmpe for næste sæson.«

På ét punkt mener Heinz Ehlers, at den danske liga kunne være bedre.

»Intensiteten er knap så høj, som jeg kunne ønske den. Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal have flere slagsmål og checking to the head. Men det skal være mere tilladt at gå til hinanden i kampen om pucken, som man ser det i internationale kampe på højt niveau,« siger Heinz Ehlers.

»Jeg sidder sommetider med en fornemmelse af, at dommerne i en nærkamp i hjørnet bare leder efter en spiller, der gør noget ureglementeret, så de kan smide ham ud.«

Landstræneren fremhæver playmakeren Jesper 'Zlatan' Jensen, Frederikshavn White Hawks, som ligaens bedste danske spiller. I Ehlers' bog kommer Nichlas Hardt fra Rungsted Seier Capital og Herning Blue Fox' Mathias Bau på de næste pladser på danskerlisten.

Landstræner Heinz Ehlers glæder sig over kvaliteten i Metal Ligaen og ser frem til et playoff, som bliver hårdt og tæt.<
Landstræner Heinz Ehlers glæder sig over kvaliteten i Metal Ligaen og ser frem til et playoff, som bliver hårdt og tæt.< Foto: DAVID W CERNY
Vis mere

Mathias Bau brækkede 20. februar anklen i en hjemmekamp mod Frederikshavn og er ude resten af sæsonen. En hård skæbne for den store forward og Blue Fox, men uheldet rammer også det danske VM-hold i Riga.

De udenlandske spillere, Heinz Ehlers giver de største karakterer, er Brady Shaw, (Esbjerg Energy), Josh MacDonald (Aalborg Pirates), Cameron Brace (Herning Blue Fox) og Rungsted-spillerne Marcus Olsson og Mattias Persson, der sammen med Nichlas Hardt udgør ligaens bedste kæde.

»Med den høje kvalitet og store bredde i ligaen er det sværere for en udenlandsk spiller at skille sig ud, end det var tidligere,« understreger Heinz Ehlers.

To spillere, som også får plusser, er de offensive danske backs Mads Larsen fra Frederikshavn White Hawks og Rungsted Seier Capitals Morten Jensen.

Den ulykkelige coronapandemi betyder, at en noget frustreret Heinz Ehlers ikke har været i aktion med landsholdet i hele 13 måneder. 25 kampe er blevet aflyst.

»Der er ingen planlagte landskampe i Europa i øjeblikket. Det er vores håb, at vi op til VM i Riga fra 21. maj får en trekantturnering i københavnsområdet med Sverige, Finland og Danmark. Desuden forhandler vi med Norge om to kampe. Den ene i Danmark og den anden i Riga inden VM,« siger Heinz Ehlers.

Sådan tipper Heinz Ehlers kvartfinalerne

Fredag starter slutspillet, og Heinz Ehlers giver her sin vurdering af chancerne (placeringen i grundserien i parentes).

Rungsted Seier Capital (1)-Rødovre Mighty Bulls (8): »Alt andet end en 4-0 sejr til Rungsted vil overraske mig.«

Aalborg Pirates (2)-Herlev Eagles (7): »Det er aldrig sjovt at komme til Herlev, så de vinder en enkelt kamp. På hjemmebane får Aalborg ikke problemer med Herlev.«

Esbjerg Energy (3)-Frederikshavn White Hawks (6): »Jeg tipper 4-2 i kampe til Esbjerg. De har kvalitet i alle fire kæder. Frederikshavn vil prøve at stikke en kæp i det vestjyske hjul, men i længden er Esbjerg bedst.«

Sønderjyske (4)-Herning Blue Fox (5): »To hold, der har haft mange skader. Jeg føler, Herning har den bredeste trup, og det kan blive udslagsgivende. 4-3 til Herning.«