»Jeg ved godt, at det var en træningskamp og ikke en VM-kamp, men den mandfolkepræstation, spillerne leverede, gør mig utrolig stolt,« siger landstræner Heinz Ehlers til B.T.

Efter 2-4-nederlaget i den første VM-test mod Sverige i Malmø vandt Danmark returkampen 3-2. Første danske sejr over storebror Sverige efter 21 nederlag.

Sejren sættes i relief af, at det var Danmarks første landskampe efter 14 måneders coronapause.

»Både de unge og de mere rutinerede spillede med glød og energi og tro på og selv og vores system. De to kampe giver moral og selvtillid. En god ballast at arbejde videre på frem mod VM. Vi har vist, at vi kan lave et godt resultat mod en bedre nation,« siger Heinz Ehlers.

Foto: 11830 Anders Bjurö/TT
Vis mere

I 2-4-nederlaget vandt Danmark sensationelt skudstatistikken 35-23, mens Tre Kronor havde stor spilovervægt i den anden kamp trods 2-3-nederlaget. Her havde forrygende målmandsspil af Sebastian Dahm stor indflydelse på resultatet.

Mathias From, Düsseldorfer EG, scorede i begge kampe, mens Nicolai Meyer fra finske Ässät blev matchvinder i andendagsgildet med scoring 15 sekunder inde i tredje periode.

Mens Heinz Ehlers koncentrerede sig om det taktiske og havde det overordnede blik, coachede Jens Nielsen forwards og den tidligere NHL-stjerne Andreas Lilja backerne.

»Jeg er meget glad for mit samarbejde med Jens og Andreas. Jeg kunne ikke ønske bedre assisterende trænere,« siger Heinz Ehlers.

For Tre Kronor kom nederlaget som lidt af et chok. Som landstræner Johan Garpenlöw sagde:

»Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds og tager ansvaret. Vi har et hold, som skal kunne vinde sådan en kamp.«

VM spilles i Riga fra 21. maj til 6. juni. Danmark møder Sverige 22. maj.

Heinz Ehlers får tre kampe mere inden afrejsen til Riga. Alle mod Norge. 6. maj i Rungsted og 12. og 13. maj i Rødovre.