Hvis man tror, at Lars Eller (33) er 'i begyndelsen på afslutningen' af sin lange karriere, kan man godt tro om.

For selv om han er i gang med sin 14. sæson i verdens stærkeste ishockeyliga, og står på tærsklen til NHL-kamp nr. 1.000, er den danske playmaker fra Washington Capitals stadig sulten og sætter store mål.

»Det er vigtigt aldrig at stille sig tilfreds. Det var en ubeskrivelig følelse, da vi vandt Stanley Cup i 2018. Utvivlsomt en af de sværeste turneringer at vinde. Jeg vil gerne vinde Stanley Cup én gang til,« siger Lars Eller til B.T.

Han fejrer det fornemme jubilæum natten til fredag dansk tid, når Washington Capitals på udebane møder Ottawa Senators.

I dag står Lars Eller på 999 NHL-kampe totalt, 903 kampe i regular season (grundserien) og 96 playoffkampe.

»I NHL er det kampene i grundserien, man tæller. Havde jeg stået over for kamp nr. 1.000 i regular season, havde det været større, og jeg ville have fået en stav i sølv og en gave fra holdet. Den oplevelse må jeg have til gode,« siger Lars Eller.

»Jeg tænker ikke så meget på jubilæet, men reflekterer mere over min lange karriere og vejen dertil, hvor jeg er i dag. Da jeg kom herover, var mit første mål at etablere mig i NHL i løbet af to-tre år. Derefter satte jeg større mål. Jeg ville spille playoff og vinde trofæer.«

Lars Eller er i denne sæson noteret for seks mål og syv assister i 33 kampe. Han har haft sin andel i, at Washington Capitals har vundet syv af de seneste otte kampe efter en skuffende sæsonstart.

Lars Eller står over for sin NHL-kamp nr. 1.000. »Jeg vil spille i NHL, så længe jeg kan,« siger den danske playmaker, som vandt Stanley Cup med Washington Capitals i 2018. 
Lars Eller står over for sin NHL-kamp nr. 1.000. »Jeg vil spille i NHL, så længe jeg kan,« siger den danske playmaker, som vandt Stanley Cup med Washington Capitals i 2018.  Foto: Patrick Smith
Vis mere

»Jeg føler, at min krop har det bedre i dag, end da jeg var i 20erne. Jeg er i god fysisk form, har spillet stabilt og produceret, som jeg plejer,« siger han.

»Washington Capitals er ikke på samme niveau i dag, som da vi vandt Stanley Cup, men vi er et slutspilshold.«

Lars Ellers femårskontrakt med Washington Capitals til 24 millioner kroner om året udløber til sommer.

»Jeg og familien kan lide at være i Washington, men jeg har ikke talt med klubben om fremtiden. Jeg vil spille i NHL, så længe jeg kan. Gerne i Capitals. Jeg føler stadig, jeg har nogle gode år i mig,« siger han.

Lars Eller, da han scorede det historiske mål mod Vegas Golden Knights i den afgørende finalekamp i 2018
Lars Eller, da han scorede det historiske mål mod Vegas Golden Knights i den afgørende finalekamp i 2018 Foto: Harry How
Vis mere

Lars Eller traf tidligt valget om at satse benhårdt på en professionel karriere.

Som 16-årig rejste stortalentet fra Rødovre til Göteborg uden at have spillet i den danske liga.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad jeg ville,« siger han.

Den kommende Mr. 1.000 blev i 2007 drafted af St. Louis Blues i første runde som nr. 13, og efter syv kampe for St. Louis Blues og 70 for farmerholdet Peoria Rivermen i 2009/10 spillede han seks sæsoner for Montreal Canadiens, mens han nu er på syvende sæson i Washington Capitals.