Det lignede en ekspeditionssag for Odense Bulldogs, som kom til Herning med en solid 8-2 sejr i bagagen fra fredagens kamp i Odense.

Men Herning Blue Fox er ikke for ingen ting Danmarks mest vindende hold med en unik hockeykultur, og de leverede lørdag aften en af de mest forrygende comebacks i mands minde.

Med en sensationel 8-1-sejr hentede de Bulldogs seksmåls-føring og spillede sig i semifinalen i Metal Cup med en samlet score på 10-9.

Stille og roligt råd Blue Fox sig ind på fynboerne og lammede dem med tre mål på 3.12 minutter i starten af tredje periode, hvor de gik fra 3-0 til 6-0.

De 312 tilskuere fyldte ikke meget i Kvik Hockey Arena, men til gengæld larmede de højt og havde det herligt.

- Det hele gik op i en højere enhed i aften, og jo flere mål, vi scorde, jo mere nervøse blev Bulldogs. Vi gik ud med den indstilling, at vi ville spille en god kamp og revanchere os for det store nederlag, og vi leverede en flot holdindsats, siger landsholdsbacken Rasmus Nielsen til BT.

- Det lå i baghovedet på os, at når Odense kunne vinde så stort i fredags, så kan alt ske. Vi blev ved at arbejde hårdt alle 60 minutter og havde heldet med os på de løse returer.

Torben Skovsgaard, Blue Fox' direktør, karakteriserede kampen som 'en ubeskrivelig oplevelse'.

- Sikke en aften. Vi er lige så euforiske, som hvis vi havde vundet et dansk mesterskab, siger han.

- Var vi langt under normalt niveau i den første kamp, så viste holdet i aften det store potentiale, der er i både de unge spillere og i vores udlændinge. Odense blev sat under pres fra starten, og de begyndte at blive nervøse og lave fejl.

Rødovre Mighty Bulls havde et to måls-forspring inden returkampen på hjemmebane mod Rungsted Ishockey og kunne derfor tåle at tabe 3-4 i en tempofyldt og ganske underholdende kamp. Rungsteds sejrsmål scoret i seks mod fire med 23 sekunder tilbage.

- Kampen blev så spændende, som jeg havde frygtet, men en god kamp og en tilfredsstillende følelse at stå i en semifinale, siger Rødovre Mighty Bulls' cheftræner, Jesper Duus.

Hos Rungsted stod forwarden Nikolaj Rosenthal tilbage med blandede følelser.

- En bedre kamp i dag end i går, men det er en ringe trøst. De seks mål, vi lukker ind på 18 minutter i fredags, blev kostbare, siger han.

Rungsted har i det 15-årige stortalent Jonas Røndbjerg ligaens yngste spiller, og ham skal man glæde sig over, så længe man har ham.

- Det er ikke hver dag, man ser en 15-årig med så stort et overblik og en udstråling som en voksen, siger Nikolaj Rosenthal.

- Jonas imponerer mig, og jeg er ikke i tvivl om, at han om to år spiller i USA eller Canada.

Jonas Røndbjerg spillede i førstekæden og reducerede til 1-2 i powerplay midt i anden periode.

Metal Cup, kvartfinaler, anden kamp

Herning Blue Fox-Odense Bulldogs 8-1 (2-0, 1-0, 5-1). Herning i semifinalen med samlet 10-9.

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Ishockey 3-4 (1-0, 1-2, 1-2). Rødovre i semifinalen med samlet 9-8.