Det var i oktober sidste år, at den kun 15-årige Henrik Myllykoski forlod sit hjem i Allingsås i Sverige og forsvandt.

En uge senere blev han fundet død, og sagen rystede Sverige.

Nu er en 16-årig dreng blevet tiltalt for at have dræbt den 15-årige. Det skriver Expressen.

Henrik Myllykoski var blevet stukket med kniv 140 gange.

Efterforskningen har vist, at den tiltalte og den 15-årige kendte hinanden, og at de mødtes om aftenen den 2. oktober 2023 på det sted, hvor den 15-årige senere blev fundet dræbt,« siger anklager Andreas Ekengren ifølge mediet.

Henrik Myllykoski havde spillet ishockey, siden han var tre år gammel, og da han blev dræbt, spillede han for Frölunda HCs U16-hold.

Hans holdkammerater havde klubtrøjer på til begravelsen, der havde et tydeligt ishockeytema. Blandt andet var den 15-åriges trøje med kaldenavnet 'Henke' lagt henover kisten.

Klubben, hvis A-hold er et tophold i den bedste svenske liga, har efterfølgende oprettet en fond i den 15-åriges minde.

Den skal støtte økonomisk udfordrede familier i ishockeysporten.

Ifølge Expressen brændte den 16-årige tiltalte den 15-åriges tøj i et forsøg på at fjerne beviser.

Han har indrømmet at have udøvet vold mod Henrik Myllykoski men nægter at have dræbt ham.