Odense Håndbold skal møde Nykøbing Falster i DM-semifinalen, mens Ikast møder ubesejrede Team Esbjerg.

Odenses håndboldkvinder har givet sig selv en bedre mulighed for at komme i DM-finalen.

Onsdag aften sørgede fynboerne for at tage to point i hjemmekampen mod København Håndbold, der intet havde på spil. Odense vandt overlegent med 34-24.

De to point sikrer Odense førstepladsen i slutspilsgruppen foran Ikast, og det medfører en på papiret nemmere semifinalemodstander, end hvis fynboerne ville blive overhalet af Ikast i sidste spillerunde - det er ikke længere muligt.

I stedet for at risikere at møde ubesejrede Team Esbjerg står det nu klart, at Odense skal møde Nykøbing Falster Håndboldklub i semifinalerne, mens det bliver Ikast, der får fornøjelsen af Team Esbjerg.

Nu kan alle de fire semifinalehold bruge sidste spillerunde på at finpudse detaljerne inden de afgørende medaljekampe.

Onsdag aften viste Odense trods lidt vanskeligheder i de første 20 minutter højt niveau i begge ender af banen.

Althea Reinhardt og et stærkt forsvar fik tæmmet københavnerne, der lod det meste i offensiven afhænge af Stine Jørgensen.

Fynboerne var bedre til at sprede ansvaret ud forrest på banen, alligevel overstrålede Dione Housheer dog alle med ni mål på ni forsøg.

/ritzau/